Udgivet 11.12.2024

Læsetid: ca. {0} minut[ter]

Sådan kan du bedst anvende afgasset gødning

Hvis afgasset gødning bliver mere udbredt i økologisk landbrug, skal det anvendes så effektivt og klimavenligt som muligt. Økologiens principper og regelsæt giver muligheder og begrænsninger, når det skal anvendes, og her anbefaler vi, hvordan det gøres bedst. 

Det gælder om at få størst mulig udnyttelse af kvælstoffet i gødningen, for det gavner udbyttet og mindsker samtidig de uønskede effekter på miljø og klima. Ved at bruge afgasset gødning fra biogasanlæg bidrager man positivt til klimaindsatsen ved at nedbringe metanudslip fra husdyrgødning, og ved at der produceres vedvarende energi. Men gødningsværdien afhænger af, hvilken kvalitet den afgassede gødning har, og hvordan den anvendes.

Tjekliste for anvendelse af afgasset gødning

1. Afklar vilkårene for levering af afgasset gødning

Hvilken kvalitet kan biogasanlægget levere og garantere? Et højt ammoniumindhold og et lavt indhold af tørstof og fibre er den ideelle kvalitet, der kan sikre en høj udnyttelse af kvælstoffet i gødningen. Bruges der meget fast gødning og plantematerialer på biogasanlægget, vil der være risiko for, at gødningen er tyktflydende og i nogle tilfælde med relativt lavt ammoniumindhold.

Ligesom biogasanlægget stiller krav til landmændene om kvaliteten af biomasserne, der kommer ind på anlægget, bør landmændene også stille krav til kvaliteten af gødningen ud af anlægget.

2. Separeret eller ikke-separeret gødning?

Nogle anlæg tilbyder at levere separerede gødninger, så du kan få dels en flydende gødning dels en fast gødning.
Den separerede flydende gødning har et højt ammoniumindhold og et lavt tørstofindhold og er attraktiv til præcis gødskning og høj kvælstofudnyttelse.

Den separerede faste gødning er fiberrig og med et højt fosforindhold. Desuden er det meste af kvælstoffet på organisk form med langsom frigivelse. Har du mulighed for at få separerede gødninger, skal du finde de bedste steder i sædskiftet til den flydende og den faste fraktion.

3. God opbevaring af afgasset gødning

Den afgassede gødning har et højt ammoniumindhold, og derfor kan der fordampe meget ammoniak fra lagertanken, hvis den ikke er overdækket. Med overdækket lagring kan du sikre dig, at du stadig har kvælstoffet i gødningen, når det skal udbringes. Få lavet en analyse af indholdet af totalkvælstof og ammoniumkvælstof fra lagertanken, så du kan udbringe den rigtige mængde gødning.

Separeret fibergødning skal opbevares som kompoststak. Under lagringen vil der tabes ammoniak men også blive dannet noget nitrat. Metan og lattergas vil også kunne dannes, hvis ikke bunken vendes og beluftes regelmæssigt. 
Du kan undgå en del af ammoniaktabet under lagringen, hvis fiberfraktionen overdækkes på samme måde som ensilage. Fiberfraktionen skal nedmuldes hurtigst muligt og senest fire timer efter udbringningen. 


4. Anvend gødningen optimalt

Ikke-separeret gødning skal helst nedfældes eller nedmuldes før planteetablering for at få maksimal udnyttelse af kvælstofindholdet. Sørg for at have effektive efterafgrøder, der kan opsamle det kvælstof, der frigives efter hovedafgrøden. 

Separeret flydende gødning giver mulighed for at forbedre kvælstofudnyttelsen ved at nedfælde en mængde før planteetablering og udlægge resten af gødningsrationen med slæbesko omkring buskning. Da der er meget ammonium i den flydende fraktion, er der stor risiko for ammoniakfordampning ved udlægning i voksende afgrøder. Hvis det kan udbringes lige før regn, vil det sænke ammoniakfordampningen og øge udnyttelsen.

Separeret fibergødning kan bedst ses som en fosforgødning og tilføres, så der kan oprettes en fosforbalance for hele sædskiftet. Hvis der er en del ammoniumkvælstof i fiberfraktionen, kan det udnyttes ved at nedmulde gødningen om foråret inden forårssåede afgrøder.

Hvis fiberfraktionen er ammoniumfattig, kan omsætningen af gødningen i jorden tage kvælstof fra afgrøden. I de tilfælde vil det være bedst at bruge fibergødningen til afgrøder med bælgplanter som hestebønner og kløvergræs, der selv kan samle kvælstof fra luften. 

5. Hold øje med nye teknologier

Der arbejdes mange steder med at udvikle ny teknologi, der vil kunne forbedre gødningsudnyttelsen. Nogle af disse vil også kunne anvendes af økologer.

Koncentreret flydende gødning vil kunne udvindes fra den flydende afgassede gødning og ved at opsamle ammoniak fra kompostering af fiberfraktionen. Der er udviklet en prototype af kompostanlæg med opsamling af ammoniak fra afgangsluften. 

En sådan koncentreret gødning forventes også at kunne bruges i økologisk landbrug, fordi det er udvundet af de gødningsstoffer, der allerede er godkendt. Der findes en udbringningsteknik til flydende, kemisk gødning (Cultan), der sandsynligvis vil være ideel til at udbringe den flydende koncentrerede gødning, og derved kunne komme ud på de optimale tidspunkter, uden at kørslen skader jorden. 

Tilsætning af syre og nitrifikationshæmmere bliver brugt i konventionelt landbrug til at mindske henholdsvis ammoniakfordampningen og udledningen af lattergas. De stoffer må ikke bruges i økologisk landbrug, men der arbejdes med at anvende organiske syrer til ammoniakbinding og planteekstrakter til reduktion af lattergasdannelse. 

For begge områder er der omkostninger forbundet med de nye teknologier, så man må også vurde-re, om det vil være rentabelt at anvende dem.

Læs mere om gødning:

Notat: Husdyrgødning og klimatiltag (pdf, 14 s.) 

Notat: Brug af afgasset gødning i økologisk planteproduktion (pdf, 10 s.)

 

Foto: Erik Fog

Afgasset biomasse efter neddeling.