Udgivet 21.04.2026

Læsetid: ca. {0} minut[ter]

Økologicertifikat 2026: Tjek oplysningerne

Økologicertifikat 2026 udsendes efter den årlig indberetning og igen efter ændringer. Alle økologiske bedrifter skal indberette oplysninger i økologiskema senest 28. april, hvorefter det årlige økologicertifikat udstedes.

Efter den årlig økologiindberetning i økologiskemaet, sender Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) årets økologicertifikat. Tjek altid, om alle de rigtige oplysninger om afgrøder, omlægningsdatoer og husdyrhold er med i dit økologicertifikat.

Er der fejl, eller sker der ændringer på bedriften efter fristen den 24. april, så indsendes en ændring i økologiskemaet, og styrelsen udsteder et nyt certifikat.

Økologiskemaet skal indsendes af alle økologiske producenter

Alle økologiske jordbrugsbedrifter skal hvert år indberette oplysninger i økologiskemaet i indberetningsperioden fra februar til april. Oplysningerne er nødvendige for at gennemføre den lovpligtige årlige økologikontrol og for, at du kan få et nyt økologicertifikat. Nye økologiske producenter, som har søgt certificering i 2025 (inkl. i januar 2026), skal også indsende økologiskema 2026, selv om certificeringsnummer endnu ikke er modtaget.

Hvis du ikke indsender den årlige indberetning inden fristen, kan du risikere, at din økologicertificering tilbagekaldes, og at du får en bøde for manglende indberetning af oplysninger, da dette er en overtrædelse af økologireglerne.

Ophør som økologisk producent meddeles i økologiskemaet

Ønsker du at ophøre som økologisk producent, skal du meddele det i økologiskemaet. Ophørsdatoen kan tidligst være den dato, du indsender økologiskemaet. Du ophører ikke automatisk som økologisk producent ved, at et evt. tilsagn om støtte udløber.

Økologicertificering i CVR-nummer eller CPR-nummer

Certificering som økologisk producent kan være i enten CPR-nummer eller CVR-nummer/P-nummer. Det er vigtigt, at du indsender dine økologioplysninger på det rigtige nummer. Hvis du har en fuldmagtshaver til at foretage indberetningen, er det ligeledes vigtigt, at fuldmagten er udstedt til det rigtige CPR-nummer eller CVR-nummer. Skifter du fra det ene til det andet nummer, skal du søge en ny certificering i det nye nummer og indberette producentskiftet i økologiskemaerne for de to parter. 

Vær opmærksom på, at Styrelsens system automatisk sammenkobler CPR og CVR nr., hvis der oprettes en enkeltmandsvirksomhed med CVR nr. på en bedrift, der hidtil har indsendt via CPR nr. Det gælder dog ikke for økologicertificeringen, hvor der altid skal søges ny certificering ved ændringer af ejerform.

Alle tilskud søges i fællesskema

Når den økologiske indberetning er sendt i økologiskemaet, kan der søges om økologisk arealstøtte og øvrige tilskud til bedriften i fællesskemaet. Det er ikke nødvendigt at indsende fællesskemaet, hvis du ikke søger nogen form for støtte, f.eks. ko-/slagtepræmier, grundbetaling eller økologisk arealstøtte.

Når fællesskemaet indsendes, henter det økologioplysninger som omlægningsdatoer fra økologiskemaet. Derfor anbefales det at indsende økologiskemaet først.

Økologitilskud for bedrifter i register for gødningsregnskab 

Gødningskvote- og efterafgrødeskema (GKEA) skal indsendes senest 24. april, hvis din bedrift er registreret i register for gødningsregnskab, og du søger økologisk arealstøtte. Indsendes skemaet for sent, bliver der trukket en del af støtteudbetalingen.

Økologiskema 2026: Mere information på Styrelsens hjemmeside

Læs om at oprette og udfylde økologiskema 2026 i videoer på Styrelsens hjemmeside Brugerguides og videoer til Tast selv. 

Administration af reglerne

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø administrerer reglerne. Innovationscenter for Økologisk Landbrug tager forbehold for ændringer i praksis.

Måske er du også interesseret i