Udgivet 20.02.2025
Læsetid: ca. {0} minut[ter]
Guide til græsningslaug for dyreholdere
I guiden til græsningslaug for dyreholdere kan du finde de informationer, der er vigtige for dig, der overvejer at lade dine dyr indgå i et græsningslaug.
Af Bent Rasmussen
Hvis du er dyreholder, ejer du de dyr, der indgår i græsningslauget, indtil de er slagtet. Derefter sælger du kødet til medlemmerne af lauget.
Det er altså dig som dyreholder - og ikke foreningens medlemmer - der ejer og har det retmæssige ansvar for dyrene.
Se også:
Guide til græsningslaug for kommuner
Guide til græsningslaug for borgere.
Video: Fra dansk jord - naturpleje med bøffer
Se inspirationsvideo fra Fuglsøgaard, som leverer kødkvæg til et økologisk græsningslaug, hvor naturpleje af kommunale arealer kombineres med produktion af økologisk højkvalitetskød.
Fordele ved græsningslaug
For dig som dyreholder kan det have flere fordele at indgå i et græsningslaug:
• Sikret afsætning af det kød, der produceres i græsningslauget.
• Merpris for kødet pga. dets særlige historie.
• God reklame for dyreholderens bedrift og øvrige afsætning.
• Fordeling af arbejdet med at holde opsyn med dyrene.
• Bidrag til god naturpleje i lokalområdet.
• Bidrag til at forbedre kontakten mellem land og by.
Velegnet kvæg
I princippet kan alle typer kvæg bruges i græsningslaug-konceptet, da dyrene kun går ude i sommerhalvåret, og der derfor ikke stilles særlige krav til dyrenes robusthed. Det vigtigste ved valg af kvægtype er, at dyrene er rolige og omgængelige.
Ungdyr af malkekvægsbesætninger og kødkvæg er bedst egnet til afgræsning af naturarealer. Afgræsningen foregår ekstensivt, og der vil som udgangspunkt ikke være mulighed for slutfedning af dyrene inden slagt.
Malkekvæg
Stude af alle malkekvægsracer har som regel et roligt temperament og er lette at håndtere, hvilket vil være en fordel i forhold til at lade medlemmer af græsningslauget omgås dem.
Hvis du i forvejen producerer stude, vil der være forholdsvist nemt at omstille til at lade studene indgå i et græsningslaug. Producerer du ikke stude i forvejen, kan det være en mulighed at starte langsomt op ved at stude enkelte tyrekalve og lade dem indgå i et græsningslaug.
Kødkvæg
Producerer du kødkvæg, er det oplagt at lade nogle af dem indgå i et græsningslaug og få glæde af fordelene. De ekstensive kødkvægsracer er tilpasset mængden og kvaliteten af græsset på naturarealerne og vil kunne udnytte arealerne bedst.
Ekstensive racer omfatter:
• Skotsk Højlandskvæg
• Hereford
• Angus
• Dexter
• Korthorn
• Galloway
• Heckkvæg
Læs mere i Kvæg som naturplejere.
Antal dyr
Et dyr deles i 4 eller 8 anparter. Minimumsantallet af dyr afhænger derfor af, hvor mange medlemmer, der er i foreningen, men også af, hvor stort et areal der rådes over til afgræsning.
Andre afgræsningsdyr
Dyr som får, geder, heste og hjorte er også gode græssere og vil kunne indgå i konceptet på samme måde som kvæg.
Slagtning
Et vigtigt incitament for borgere til at melde sig ind i et græsningslaug er at få kød af en bedre kvalitet fra et dyr, man selv har passet og kender historien på.
Men før du som dyreholder kan være med til at virkeliggøre oplevelsen for medlemmerne af græsningslauget, er der nogle overvejelser, du skal gøre dig i forhold til slagtning, partering og tilberedning.
Kreaturerne er typisk på græs fra april til oktober. I oktober slagtes dyrene, og kødet fordeles blandt laugets medlemmer. Aflivning og videre forarbejdning foregår oftest på et nærliggende slagteri, men slagtning på marken kan også være en mulighed for at reducere risikoen for stress og skader under transport, men vær opmærksom på regler herfor og omkostninger til dyrlægekontrol.
Afstand og aftaler med slagter
Lav en aftale med en godkendt økologisk slagter inden for rimelig afstand, inden du lader dine dyr indgå i græsningslauget.
Økologiske dyr skal altid slagtes særskilt fra andre dyr. Ofte slagtes både økologiske og ikke-økologiske dyr på samme slagteri. Det kræver noget registreringsarbejde af slagteren at håndtere begge dele, men det bør ikke være et problem.
Slagtning direkte fra marken
I de fleste græsningslaug er dyrene blevet håndtamme og vant til menneskekontakt og vil være lette at drive op i transportvognen uden stress.
Er dyrene ikke vant til at blive flyttet, kan aflivning på marken være at foretrække. Vær dog opmærksom på de gældende regler for aflivning af slagtedyr som "velfærdsslagtning".
Fødevarestyrelsen: Slagtning på bedriften
Af hensyn til kødkvaliteten skal dyret parteres højst 2 timer efter, aflivning har fundet sted, og der skal derfor på forhånd laves en aftale med den lokale slagter.
Lagerkapacitet og indretning af kølerum
Kødet skal helst krogmodne og vakuumpakkes efter endt modning. Stil krav til slagteren om krogmodning – det giver bedre kvalitet og smag.
Er dyrene magre, kan det dog være en udfordring at krogmodne, da fedtet beskytter kødet ved modning, hvilket er afgørende for, hvor længe kødet kan hænge.
Kødet bør modnes i mindst 15 dage for kalve og mindst 21 dage for kvier, stude, ungtyre og køer. Den endelige modningstid vurderes af slagteren og skal fremgå af mærkningen på emballagen.
Engagér slagteren
Engagér gerne slagteren i græsningslaug-konceptet. Det kan give en yderligere værdi til kødet, at slagteren har forståelse og respekt for produktet og dets særlige historie.
Hvis muligt, så vælg en slagter, som er vant til at arbejde med naturkød.
Partering/udskæring
Som udgangspunkt er det lettest for dyreholder, hvis kødet kan sælges direkte fra krogen. Arbejdet med koordinering af parteringer kan blive stort.
Lav eventuelt en aftale med slagteren om, at medlemmer af græsningslauget selv aftaler parteringsønsker. Merpris for specialudskæring er rimeligt, men skal kommunikeres til alle medlemmer af græsningslauget, så baggrunden for prisforskellen er kendt.
Kvalitet
Ved slagtning vurderes Form, Fedme og Farve,og der målespH-værdi. Levende dyr har en pH-værdi på ca. 7,5, og den anbefalede pH-værdi for slagtekroppen efter nedkøling er 5,5-5,9.
Læs mere i Slagtning - køling og modning (Smag på Landskabet).
Økonomi
Økonomien for dyreholdere i økologiske græsningslaug er individuel og afhænger af faktorer som geografi, afstande til mark, slagter og græsningslaugets medlemmer, græsningsarealets beskaffenhed mv. Der bør laves individuelle beregninger, som tager højde for disse faktorer.
Herunder ses eksempler på de samlede udgifter og indtægter i hhv. etablerings- og driftsfasen. Det bør aftales specifikt i vedtægterne for det enkelte græsningslaug, hvordan udgifterne fordeles, og hvor højt eksempelvis kontingentet fastsættes, så udgifter kan dækkes uden at det afholder medlemmer fra at blive en del af lauget.
Etableringsfase
Udgifter
• Hegning inkl. maskinbrug
• Evt køb af dyr
• Vand
• Skilte med oplysninger
• Information til lokalområde
• Opstartsmøde
Indtægter
• Kontingenter
• Evt. opstartsstøtte fra lokalområde/kommune
Driftsfase
Udgifter
• Vedligehold af hegn, f.eks. udskiftning af hegnspæle
• Dyrlægeregninger og eventuelle fodertilskud til dyrene
• Løbende reparationer
• Afholdelse af events
Indtægter
• Årlige kontingenter
• Salg af kød
• Tilskud i form af handyrspræmier
• MVJ-tilskud til arealer
• Andre offentlige naturplejemidler
Afsætning, betaling og depositum
Ved etablering af græsningslauget indbetaler medlemmerne et depositum på eksempelvis 1.000 kroner pr. medlem til dyreholder for at sikre ejerskab til dyrene og forpligtige til køb ved slagtning.
Derudover aftales en pris for kødet på 60-85 kr./kg. Prisen fastsættes på et niveau, som er fair for dyreholder, og som tager højde for udgifter og arbejdsfordelingen mellem forening og dyreholder.
Typisk vil fortjenesten for dyreholder være ca. 5 kr. mere pr. kg i samarbejde med græsningslaug end ved salg til slagteri. Den aftalte pris angives i foreningens vedtægter.

Måske er du også interesseret i

04.04.2025
Goldkøer på græs uden mælkefeber
Fokus på mineralforsyning og på CAB i goldrationen kan være med til at forebygge mælkefeber hos ældre økologiske malkekøer på græs.
Kvæg
Sunde og robuste dyr
Fodring
Udearealer og afgræsning

18.02.2025
Græsningspraksis, der fremmer biodiversitet
Hvis græsningen af naturarealer har biodiversitet som vigtigste formål, skal management afstemmes herefter. Der skal i højere grad være fokus på at optimere græsningen og de tilskud, der kan ydes til naturforvaltningen, end på at maksimere kg oksekød, der kan produceres på arealet.
Biodiversitet
Naturpleje og -beskyttelse
Dyrkningssystemer med naturhensyn
Udearealer og afgræsning
Management

29.01.2025
Netværksgruppe - køer på græs som klimatiltag
Hold dig opdateret med den nyeste viden om afgræsningens effekt på metanudledning fra malkekøer.
Klimavirkemidler
Kvæg
Udearealer og afgræsning

07.03.2025
Sverige: Mindre tab i økologisk produktionskæde for oksekød
Tabet af dyr, som ellers ville nå frem til slagtning og blive til oksekød, er lavere i økologisk kødproduktion end i konventionel.
Kvæg
Udland
Emission

13.03.2025
Energiudnyttelsen hos øko-malkekøer varierer meget
Økologiske besætninger med en høj energiudnyttelse er kendetegnet ved ofte at have sand eller halm i sengene, en højere mælkeydelse, mere stabile mælketal og ofte har de også de malkende køer i flere grupper.
Kvæg
Fodring

25.02.2025
Sensorer på kalve fanger sygdom i opløbet
Sensorerne, der skal gøre det lettere at overvåge kalves sundhed og trivsel, slår alarm, hvis kalvene ændrer adfærd.
Management
Sunde og robuste dyr
Kvæg

04.04.2025
Agernæs Øko har fokus på biodiversiteten.
Et BiodiversitetsLøft er et rådgivningstilbud til økologiske landmænd, der gerne vil udvikle og understøtte biodiversiteten på bedriften.
Naturhensyn
Dyrkningssystemer med naturhensyn
Biodiversitet
Nyttedyr og økologiske systemer

25.02.2025
Erfaringer med etablering af artsrige græsblandinger
Etableringssuccessen for arterne i en græsblanding er ofte større mellem forskellige marker, end mellem forskellige græsblandinger.
Grovfoder
Kvæg
Fodring

07.03.2025
Regler for goldbehandling i øko-kvægbesætninger
Behandling af køer ved goldning i økologiske besætninger kræver fokus på, hvornår behandling er tilladt, og på varigheden af den dobbelte tilbageholdelsestid for det anvendte præparat.
Produktionsregler
Mælkeproduktion
Kvæg

16.01.2025
Mindre mælkefeber om sommeren hos økologiske malkekøer
Forskellen på sommer og vinter gælder for alle racer, men er særlig markant for Jersey.
Kvæg
Sunde og robuste dyr

20.02.2025
Velkommen til økologien
Vigtige tips til at komme godt fra start som ny økolog og erfaringer med forskellige produktionsgrene.
Omlægning til økologi
Produktionsregler
Kvæg
Grise
Æglæggere
Slagtekyllinger
Andre dyregrupper
Afgrøder