Udgivet 07.09.2026

Læsetid: ca. {0} minut[ter]

Værktøjerne Dansk Naturindikator og Marknaturindeks har forskellige anvendelsesområder

Dansk Naturindikator (DNI) og Marknaturindekset kan bruges på både økologiske og konventionelle landbrug. De måler forskellige sider af biodiversiteten og kan derfor supplere hinanden.

DNI er udviklet til naturarealer, mens Marknaturindekset retter sig mod det dyrkede landskab og biodiversiteten i og omkring markerne. Et fælles notat fra SEGES Innovation og Innovationscenter for Økologisk Landbrug beskriver værktøjernes formål, funktioner og anvendelsesområder.

DNI vurderer naturarealernes værdi

DNI vurderer, hvor effektivt forvaltningen af et naturområde bidrager til at bevare biodiversiteten. Modellen inddrager naturens tilstand, arealets beskyttelse og tilstedeværelsen af naturlige processer.

Værktøjet er derfor især relevant på registrerede naturarealer og arealer tæt på eksisterende naturværdier. Her kan DNI synliggøre, hvor beskyttelse, genopretning eller ændret forvaltning kan gøre størst gavn – uanset bedriftens driftsform.

Marknaturindekset måler landbrugslandskabets værdi

Marknaturindekset skaber overblik over en landbrugsbedrifts potentiale som levested for agerlandets arter. Det omfatter blandt andet:

• Marker med sædskifte

• Permanente græsarealer og småbiotoper

• Linjeformede, faste landskabselementer

Marknaturindekset har fokus på de levesteder og forbindelser i landskabet, som understøtter marknaturen. Indekset kan samtidig bruges til at udpege de mest relevante naturhensyn og plejeindsatser på den enkelte bedrift.

Marknaturindekset kan anvendes på alle landbrug, men det kan have en ekstra værdi i økologisk produktion, hvor forebyggelse og naturlig regulering af afgrødernes skadedyr spiller en central rolle. Økologiske bedrifter har et særligt behov for at skabe gode levesteder for nyttedyr som bestøvere, rovbiller, svirrefluer og andre organismer, som er en naturlig del af balancen i agerlandets fødekæder.

Økologisk drift er godt udgangspunkt for marknaturen

Fraværet af syntetiske pesticider og et generelt lavere gødskningsniveau på de økologiske landbrugsbedrifter forbedrer vilkårene for marknaturen og mindsker belastningen af tilstødende naturarealer. Effekten forstærkes derudover af mere varierede sædskifter, landskabets indretning og kvaliteten og placeringen af de faste landskabselementer i og omkring markerne. Økologisk drift er derfor et rigtig godt udgangspunkt, men giver ikke i sig selv en garanti for høj biodiversitet.

Brug værktøjerne til hver deres formål

Notatet anbefaler, at landskabet først vurderes efter type og formål, inden man tager værktøjerne i brug. På den måde kan både økologiske og konventionelle bedrifter få et mere retvisende billede af deres natur- og biodiversitetsindsats.

• Brug DNI på eksisterende eller potentielle naturarealer, hvor beskyttelse og genopretning er i centrum.

• Brug Marknaturindekset på dyrkningsarealer, permanente græsarealer og landskabselementer omkring produktionen.

Modellerne supplerer hinanden, hvis de anvendes i forbindelse med ESG-rapportering og andre krav om dokumentation fra fødevarekæden. De bør ikke samles i én fælles score, men bruges til det, de hver især er udviklet til.

Læs og se mere

Notat: DNI og Marknaturindekset (SEGES Innovation, pdf 6 sider)

Video om Marknaturindeksets værdi for landmænd, detailhandel og investorer. 

Måske er du også interesseret i