Udgivet 15.01.2026

Læsetid: ca. {0} minut[ter]

Økologisk arealstøtte 2026

Du kan søge tilskud under bio-ordningen økologisk arealstøtte i Fællesskemaet senest 22. april. Der er mindre ændringer af støttesatser og ny mulighed for støtte til marker med pesticidforbud i forhold til 2025.

Nye eller eksisterende økologiske producenter, som har påbegyndt omlægning af marker til økologisk produktion senest 1. januar, kan søge tilskud under bio-ordningen økologisk arealstøtte for kalenderåret 2026. Økologiske producenter, hvis tilsagn om økologisk arealtilskud er udløbet 31. august 2025, kan ligeledes søge om støtte til fortsat økologisk drift under bio-ordningen.

Du skal søge tilskud via Tast selv senest 22. april 2026. Alle økologiske producenter skal desuden indsende den årlige indberetning i Økologiskemaet for at opretholde økologisk certificering.

Bio-ordningen økologisk arealstøtte - forkortet ØA-BIO - består af en basisordning og tillæg for omlægning, frugt-/bærproduktion samt reduceret kvælstoftildeling. Alle udbetalinger kan variere afhængigt af, hvor mange der søger ordningen, og fastsættes endeligt umiddelbart inden udbetaling.

Tilskudssatser

Tilskud og den maksimale fleksibilitet ved under-/overansøgning er i 2026:

  • Basis: 1.350 kr./ha/år + 25%

  • Kvælstof-tillæg: 650 kr./ha/år +/- 10%

  • Frugt-/bærtilllæg: 4.000 kr./ha/år +/- 10%

  • Omlægning: 1.800 kr./ha/år i op til to år +/- 10%

Du kan se eksempler på den samlede udbetaling for økologisk arealstøtte uden grundbetaling eller øvrige bio-ordninger herunder. Se kombinationsmuligheder med grundbetaling og øvrige bio-ordninger nederst på siden.

 

År 1 og 2 (omlægnings-perioden), kr. pr. ha

Omlagte arealer, kr. pr. ha

Bedrift med basisstøtte

3.150 (1.350 + 1.800)

1.350

Bedrift med N-tillæg

3.800 (1.350 + 1.800 + 650)

2.000 (1.350 + 650)

Marker med N- og frugt/bær-tillæg

7.800 (1.350 + 1.800 + 650 + 4.000)

6.000 (1.350 + 650 + 4.000)

Basisordning og omlægningstillæg

Økologisk arealstøtte kan søges til omlægning af arealer hos både nye økologiske producenter og eksisterende økologiske producenter, der udvider deres bedrift. Du søger hvert år i Fællesskemaet, og alle forpligtelser skal opfyldes hele kalenderåret. Det er muligt at overdrage den økologiske certificering til en anden økolog, hvor der anmeldes producentskifte i Økologiskemaet. Søger du omlægningstillæg, vil hvert udbetalingsår efterfølges af en forpligtigelse til at drive arealet økologisk i de følgende tre kalenderår. Søges tillæg de første to år fra omlægningstidspunktet, vil der være en samlet økologiforpligtigelse på fem kalenderår.

Hvis din bedrift er tilmeldt Register for Gødningsregnskab, må du maksimalt bruge 107 kg udnyttet N/ha i gennemsnit på bedriftens harmoniarealer.

Hvis der er eksisterende restriktioner, bnbo-aftaler, fredninger eller andre tilskudsordninger på dit areal, kan det have betydning for tilskuddet. Som nyt til 2026 kan du søge om økologisk arealstøtte til arealer med et forbud mod brug af pesticider, hvis der ikke samtidig er forbud mod gødskning. F.eks. er § 3-arealer fortsat ikke støtteberettigede.

Påbegynder du omlægning af marker til økologisk produktion i perioden fra 2. januar 2026 til 1. januar 2027, kan du først søge tilskud under bio-ordningen økologisk arealstøtte i fællesskema 2027.

Tillæg for reduceret tildeling af kvælstof

Du kan kun få tillægget for reduceret kvælstoftildeling, hvis din bedrift er tilmeldt Register for Gødningsregnskab. Bedriftens samlede, årlige gødningsforbrug må højst være 65 kg udnyttet N/ha i gennemsnit på bedriftsniveau. Du skal hvert år udfylde og indsende skemaet Gødningskvote og Efterafgrøder samt et gødningsregnskab til tiden.

Frugt/bær-tillæg inklusive nødder

Du kan få tillægget til arealer med de godkendte arter af frugt, bær og nødder, hvor hovedafgrøden opfylder krav til mindste plantetal, der er fastsat for den enkelte afgrøde. Arealet skal være en velplejet kultur i veldefinerede rækker og drives med en reel produktion af økologiske frugter, nødder eller bær. 

Læs mere om økologisk arealstøtte i Tilskudsguiden på lbst.dk

Betingelser for grundbetaling

Det er en forudsætning for at få økologisk arealstøtte, at der søges om grundbetaling til arealerne. Grundbetaling udgør i 2026 ca. 1.800 kr./ha til alle støtteberettigede arealer. For at få den fulde støtte i 2026, skal bedriften overholde reglerne for konditionalitet og overholde kravene for god landbrug- og miljømæssig stand, som er sammenfattet i de ti GLM-krav, samt social konditionalitet. Heri indgår en række arbejdsgiverforpligtelser. Fra 2026 giver EU-reglerne dog en række undtagelser for økologiske arealer og arealer under omlægning til økologi.

Ti GLM krav i korte træk

  1. Opretholdelse af permanente græsarealer, referenceåret er 2018, økologiske arealer opfylder automatisk kravet.

  2. Beskyttelse af vådområder og tørvejorde.

  3. Forbud mod afbrænding af afgrødestub på omdriftsarealer, økologiske arealer opfylder automatisk kravet.

  4. Tre meter bræmmer langs søer og vandløb, økologiske arealer opfylder automatisk kravet.

  5. Pløjeforbud på jorderosionsfølsomme områder, økologiske arealer opfylder automatisk kravet.

  6. Jorddække i perioder med særlig risiko for forringelse af jordens dyrkningsmæssige potentiale. Dog mulighed for mekanisk ukrudtsbehandling på bl.a. økologiske arealer.

  7. Afgrøderotation på omdriftsjord; økologiske arealer opfylder automatisk kravet.

  8. Bevarelse af landskabstræk og forbud mod beskæring.

  9. Beskyttelse af permanent græs i miljøsårbare områder.

  10. Mindsteandel af ikke-produktive elementer og arealer. Udlæg af ikke-produktive elementer svarende til mindst 4 pct. af omdriftsarealet.

Læs mere om Konditionalitet og GLM-krav på lbst.dk.

Grundbetaling i kombination med øvrige bio-ordninger 

I den danske CAP-plan er en række ordninger, som kan kombineres med økologisk arealstøtte eller kan træde i stedet for. Sammen med grundbetaling kan der udbetales støtte under tre andre bio-ordninger ud over økologisk arealstøtte.

Bio-ordninger – inkl. økologisk arealstøtte 

•    Miljø- og klimavenligt græs 

Kan søges til støtteberettigede græsarealer, som er ældre end to år - også permanent græs. Græs udlagt i renbestand om foråret tæller med som år et. Tilskuddet kan ikke søges til arealer med pløjeforbud f.eks. §3, våd-/lavbundsområder eller arealer med solcelleanlæg.

•    Varieret planteproduktion

Kan søges til arealer med de tilskudsberettigede afgrøder, hvis de udgør mindst fem pct. af omdriftsarealet, f.eks. jordbær, grøntsager, oliefrø (ikke raps), visse bælgsædsarter, rodfrugter, hør, hamp samt kartofler. Bedriften skal have en ekstra afgrødekategori ud over kravet om flere afgrøder i GLM 7.

•    Midlertidig ekstensivering

Kan søges til ikke-produktive arealer og elementer i form af slåningsbrak blomsterbrak, bestøverbrak og småbiotoper ud over 4 % i GLM 10-kravet. Besistilskud kan opnås til brak og småbiotoper i hele landet. Nyt tillæg til brak og småbiotoper, der er placeret på kulstofrige lavbundsjorder og/eller inden for arealer med vådområdepotentiale.

Udbetalinger – kombinationer af tilskud

Bio-ordning

Tilskud, kr./ha/år (fleksibilitet)

Økologisk arealstøtte med evt. tillæg

Grundbetaling, ca. 1.900 kr./ha

Miljø- og klimavenligt græs 

1.500 (+ 25/-10 %)

+

+

Varieret planteproduktion

 615 (+ 25/-10 %)

+

+

Midlertidig ekstensivering

Basistilskud 1.350 (+ 35/-10 %) Tillæg 1.950 (+ 0/-10 %)

-

+

+ Begge tilskud udbetales 
- Økologisk arealstøtte udbetales ikke sammen med  

Eksempel:

En økologisk græsmark, som opfylder betingelser for miljø- og klimavenligt græs, vil på en bedrift med N-tillæg i alt kunne opnå 5.250 kr./ha før beregning af fleksibilitet for de enkelte ordninger (1.350 + 650 + 1.800 + 1.500). I de to år af omlægningsperioden til økologi kan der tillægges yderligere 1.800 kr. pr. ha pr. år.

Læs mere

Læs faktaarket Økologisk Arealstøtte 2026 (lbst.dk).

Læs mere om bio-ordninger på lbst.dk.

Læs mere om bio-ordninger og grundbetaling i Tilskudsguiden på lbst.dk.

Administration af reglerne

Reglerne administreres af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Innovationscenter for Økologisk Landbrug tager forbehold for ændringer i praksis.

Måske er du også interesseret i