Udgivet 02.01.2024

Læsetid: ca. {0} minut[ter]

Hobbyavlere og landmænd med direkte salg skal være registreret hos Fødevarestyrelsen

Alle, der sælger æg, mælk og kød af fjerkræ og kaniner direkte til forbrugere og lokale detailbutikker skal være registreret hos Fødevarestyrelsen - også selv om det kun er et mindre salg.

Ud over certificering som økolog hos Landbrugsstyrelsen gælder de generelle regler for fødevaresikkerhed, sporbarhed og hygiejne for alle, der har direkte salg af økologiske produkter.

Det handler om, at fødevarer skal være sikre for forbrugeren. Der kan f.eks. være salmonella i både æg og kød, og der kan være listeria eller e-coli i råmælk. Det er dit ansvar at have styr på grundlæggende fødevarehygiejne og sporbarhed for de æg, den mælk og de slagtede høns/kaniner, du sælger ved stalddøren og til den lokale købmand.

Eksempel: direkte/stalddørssalg af æg

Du skal være registreret hos Fødevarestyrelsen, hvis du sælger æg fra hobbyhøns og landbrug.

Holdbarhedsdato (bedst før) skal oplyses. Den må højst være 28 dage efter læggedagen. Oplysningen skal fremgå af opslag på salgsstedet eller på en fortrykt seddel i æggebakkerne eller udleveret med æggene.

Æg, der sælges ved stalddøren, skal opbevares adskilt fra æg, der sælges i gårdbutik eller leveres til ægpakkeri.

Sælger eller bortgiver du æg, er dine høns omfattet af kravet om salmonellakontrol. Hvis du sælger eller bortgiver æg til aftagere, som du kender, og maksimalt har 30 høns, er du undtaget fra kravet om salmonellakontrol, men besætningen skal være registreret hos Fødevarestyrelsen.

Du må ikke vaske eller på anden måde rengøre æg, fordi du med rengøring kan fjerne en hinde fra skallen, som beskytter ægget mod indtrængende bakterier.

Æg, der sælges ved stalddørssalg, må ikke størrelses- eller kvalitetssorteres. Ægproducenter, der har stalddørssalg ved siden af levering til pakkeri, må ikke sælge S- og XL-æggene, som sorteres fra under forberedelse af æg til pakkeriet. 

Læs mere 

Fødevarestyrelsen har en omfattende vejledning for salgsaktiviteter for mindre fødevarevirksomheder. Skal du sælge fødevarer fra en bod ved vejen, på et marked, fra en ladcykel eller udhuset, kan du læse mere på disse sider:

Salgsaktiviteter for mindre virksomheder (Fødevarestyrelsen)

Salg af hønseæg direkte til forbrugeren (Fødevarestyrelsen)

Fødevarestyrelsens guide til at navigere i reglerne for at sælge æg direkte til forbrugere (Fødevarestyrelsen)