Udgivet 11.11.2026

Læsetid: ca. {0} minut[ter]

Nye tal: Pattegrisedødeligheden er faldet i økologisk landbrug

Nye tal fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug viser, at pattegrisedødeligheden i økologiske grisebesætninger er faldet med en tredjedel de seneste 10 år.

En ny opgørelse fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug viser, at pattegrisedødeligheden i den økologiske griseproduktion i gennemsnit ligger på 19,4 procent i 2026.

Det seneste tal opgjorde Aarhus Universitet på baggrund af data fra 2014-2015 til 29,5 procent. Altså er pattegrisedødeligheden faldet med en tredjedel.

”Det er positivt, at langt flere pattegrise overlever i dag sammenlignet med tidligere. Årsagerne er flere. De økologiske griseproducenters valg af en anden genetik, indkøb af avlsdyr og management med et øget fokus på pattegriseoverlevelsen ser ud til at have båret frugt. Udviklingen viser, at en målrettet indsats kan gøre en forskel,” siger Simme Eriksen, der er teamleder i Innovationscenter for Økologisk Landbrug.

De nye tal betyder, at der er potentiale for yderligere forbedringer, da den bedste tredjedel af bedrifterne i opgørelsen har en dødelighed på 14,7 til 17,0 procent. I 2027 vil Innovationscenter for Økologisk Landbrug arbejde videre med at udpege fremtidige indsatsområder, som kan være relevante for en fortsat nedgang i pattegrisedødeligheden.

”Nu har vi et opdateret datagrundlag, som skal analyseres grundigt. Derefter skal vi i samarbejde med de økologiske griseproducenter udpege de bedste tiltag, der kan sikre, at endnu flere pattegrise overlever. Først og fremmest af hensyn til grisene og dyrevelfærden, men også af hensyn til landbruget. Vi håber at kunne arbejde videre med emnet i de kommende år. Lavere dødelighed er i alles interesse,” siger Simme Eriksen.

Fakta:

  • Pattegrisedødeligheden i den økologiske griseproduktion er opgjort som forskellen mellem totalt antal fødte og totalt antal fravænnede grise.

  • Data omfatter mere end halvdelen af alle økologiske faringer i Danmark i perioden maj 2025 til oktober 2026. Der er kun medtaget data fra hold, hvor såvel faring som fravænning ligger i den nævnte periode.

  • Data er leveret af 11 økologiske besætninger, der alle bruger søer med genetik fra Topigs Norsvin, som er den genetik, mere end 90 % af de økologiske grisebedrifter p.t. bruger.

  • Opgørelsen er udarbejdet af Innovationscenter for Økologisk Landbrug i projekter, der er støttet af Svineafgiftsfonden og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

  • Databehandlingen er udført af SEGES Innovation.

Foto: Linda Rosager Duve

Måske er du også interesseret i