Udgivet 24.09.2025
Læsetid: ca. {0} minut[ter]
Behandling af kalve i økologiske besætninger – sådan er reglerne
Læs her, hvad du som økologisk producent selv må gøre, hvornår dyrlægen skal inddrages, hvordan reglerne for elektrolytblandinger og isolation i enkeltboks er og meget mere.
Af Birgit Ingvorsen
Behandlingen af økologiske kalve under 6 mdr. er omfattet af disse regelsæt:
- Generelle regler om dyrlægebehandling af kvæg
- Generelle regler om mindstekrav for beskyttelse af kvæg
- Dyrevelfærdsmærkningsordning – Hjerteordning
- EU-regler for økologisk produktion – Økologiforordningen
- Brancheanbefalinger for økologiske kreaturer
EU-regler for økologisk produktion, Økologiforordningen, indeholder forbud mod forebyggende behandling og krav om et behandlingsregnskab. Kalve, som får mere end 3 behandlinger med veterinære lægemidler inden for 12 måneder, skal omlægges påny. Vaccination, bedøvelse og behandling mod parasitter regnes ikke med i de 3 behandlinger (”behandlingsregnskabet”). Alle behandlinger af kalve registreres i husdyr-/medicinlogbogen.
Det økologiske behandlingsregnskab definerer én behandling som:
- Behandling af et ”sygdomskompleks” med veterinære lægemidler, og dyrlægen har stillet diagnosen.
Hvis dyret bliver behandlet for samme sygdom igen, inden der er gået 14 dage efter behandlingens afslutning, kan det regnes som én behandling. Dette gælder uanset om der bruges flere forskellige veterinære lægemidler til behandling af den samme sygdom.
Det er tilladt at opbevare og bruge veterinær medicin til efterbehandling af de dyr, som dyrlægen har anført på emballagen. Eventuelle medicinrester skal fjernes fra bedriften straks efter behandlingsperioden.
Antallet af behandlinger med veterinære lægemidler skal registreres på enkeltdyrsniveau, så logbogen også er et behandlingsregnskab for de enkelte dyr.
Brugen af vacciner, sera og antiparasitære midler samt brug af vitaminer og jern skal noteres i medicinlogbogen, selvom disse behandlinger ikke tæller med i behandlingsregnskabet.
Tilbageholdelsestiden ved behandling med veterinære lægemidler er for økologiske dyr den dobbelte af den tid, der er fastsat af Lægemiddelstyrelsen for det pågældende præparat. Hvis tilbageholdelsestiden for et lægemiddel er fastsat til 0, er tilbageholdelsestiden for økologiske dyr 48 timer. De 48 timer gælder også for behandlinger, der ikke tæller med i behandlingsregnskabet – f.eks. behandlinger mod parasitter.
For dyr med en produktionscyklus på over 1 år, som behandles 4 gange indenfor 12 måneder, er en genomlægning af dyret til økologi nødvendig. Omlægningstiden er 12 måneder for dyr, der skal bruges til kød/slagt og 6 måneder for de dyr, som leverer mælk, der skal sælges. Det er dog muligt at sælge dyret som konventionelt, når den generelle tilbageholdelsestid for behandlingen er gennemgået.
Ud over EU-reglerne kan økologiske mælke- og kødproducenter være omfattet af reglerne i Brancheanbefaling for økologiske kreaturer (icoel.dk), som bl.a. betyder, at landmanden ikke selv må efterbehandle dyr over 6 måneder med antibiotikaholdige lægemidler. Efterbehandling af kalve under 6 måneder vil være tilladt, når dyrlægen har stillet diagnosen. Desuden er der forbud mod brug af 3. og 4. generations cephalosporiner.
Bredspektrede antibiotika må ikke anvendes til bedriftens kreaturer, medmindre der foreligger en særlig veterinærfaglig begrundelse. Simple penicilliner skal som udgangspunkt være første valg, hvor behandling med antibiotika skønnes nødvendigt (f.eks. ved lungebetændelser, navlebetændelser).
Bredspektrede antibiotika kan anvendes uden forudgående anvendelse af simple penicilliner ved særlige veterinærfaglige tilfælde, som f.eks. E-coli K99 tarmbetændelse, salmonella eller mycoplasma. Her kan bredspektret antibiotika anvendes, da det med sikkerhed vides, at behandlingen ikke er følsom for simple penicilliner. Der bør laves bakteriologisk undersøgelse og resistensundersøgelse, så behandlingen kan målrettes. Den veterinærfaglige begrundelse for brug af bredspektrede antibiotika skal indføres i bedriftens logbog.
Hvis du i forvejen har dyr uden horn i din besætning, og det er nødvendigt af hensyn til dyrenes velfærd eller sikkerhed for de personer, der håndterer dyrene, kan du få dispensation til at afhorne kvæg i besætningen. Du søger via det særlige skema i Tast selv.
Du finder vejledning til ansøgning i Tast selv på siden ”Indberetning af husdyrproduktion hvis du er økolog”.
Begrundelse for afhorning
I forbindelse med ansøgning om dispensation til afhorning af kvæg kan du vælge fem standardbegrundelser – eller udfylde feltet anden begrundelse.
Standardbegrundelserne er:
- Dyrene kan skade hinanden
- Dyrene færdes på områder med begrænsede flugtmuligheder
- Hornene er skæve eller deforme
- Staldforholdene er ikke egnet til kvæg med horn
- Sikkerheden for medarbejdere og andre, som omgås dyrene, kan øges ved afhorning
- Anden begrundelse
De generelle regler skal overholdes. Smertelindring i forbindelse med kastration skal som alle andre medicinske behandlinger noteres i medicinlogbogen, men det tæller ikke med i behandlingsregnskabet.
Økologikravene indeholder særlige regler for isolering af syge kalve. Du skal med det samme notere i din logbog for husdyrproduktion, hvis du isolerer syge kalve under 8 uger i enkeltboks. Hvis det er nødvendigt at holde kalven isoleret i mere end 7 dage på grund af en igangværende behandling, skal din dyrlæge attestere isolationen.
Kalve mellem 8 uger og 6 måneder må kun isoleres i enkeltboks, hvis dyrlægen har attesteret, at kalvenes helbred eller adfærd kræver, at de holdes isoleret for at blive behandlet.
Ved behandling af coccidiose og cryptosporidier hos økologiske kalve gælder en undtagelse fra de generelle økologiregler, hvis bedriften har en sundhedsrådgivningsaftale med tilvalgsmodul.
Hvis du har følgende, må du bruge og opbevare lægemidlet i henhold til din sundhedsrådgivningsaftale:
- En sundhedsrådgivningsaftale med tilvalgsmodul.
- Din dyrlæge har stillet en besætningsdiagnose for Cryptosporidiose/Coccidiose.
- Der er udarbejdet en handlingsplan, som er tilpasset den enkelte bedrift.
Handlingsplanen for Cryptosporidiose/Coccidiose skal opbevares på bedriften som en del af medicinlogbogen. Planen skal være tilpasset den enkelte besætning og udførligt beskrive de tiltag, der iværksættes, og hvordan smittepresset forsøges nedbragt. Efter 3 måneder skal du evaluere behandlingen og handlingsplanen.
Når ovenstående punkter er opfyldt, har du mulighed for selv at give også ny-smittede kalve de ordinerede lægemidler for Cryptosporidiose/Coccidiose uden at tilkalde dyrlægen igen.
Tiltag, som bør foretages i forbindelse med behandling af coccidiose/cryptosporidier er listet her:
- Kælvninger skal foregå i rene omgivelser. Brug separate kælvningsbokse, der er rengjort effektivt mellem hver kælvning.
- Tildel råmælk af god kvalitet indenfor 2-6 timer efter kælvning (jo tidligere jo bedre).
- Undgå at overføre smitte mellem kalvene ved at fodre og håndtere de syge kalve til sidst.
- Rengør foderskåle, drikkenipler mv.
- Rengør effektivt kalvebokse efter hver kalv/gruppe af kalve.
- Behandl lidelser, som navlebetændelse, lungebetændelse samt diarré, der skyldes andre årsager.
- Hold nærmiljøet tørt og rent. Sørg for god ventilation, undgå træk, overbelægning og bratte temperaturskift.
Derudover kan der være yderligere tiltag, der er specifikke for den enkelte besætning. Husk, at det i økologisk produktion kun er tilladt at isolere klinisk syge dyr.
Hvis du ikke har en sundhedsrådgivningsaftale med tilvalgsmodul, må du bruge og opbevare lægemidler til én behandling for det eller de dyr, hvor dyrlægen har stillet diagnosen.
Bygninger og anlæg til økologiske husdyr må kun rengøres og desinficeres med de midler, som fremgår af bilag 4 i Vejledning om økologisk jordbrugsproduktion. Der er begrænsede mulighed for valg af sæbe og desinfektionsmiddel. Gasbrænding er tilladt.
Et magistralt lægemiddel er et lægemiddel, der tilberedes på et apotek efter ordinering fra en dyrlæge.
Dyrlægen kan ordinere magistrelle lægemidler til økologiske kalve efter de samme regler som registrerede veterinære lægemidler. Det er derfor muligt, at dyrlægen for eksempel kan ordinere Vismuthmikstur til økologiske kalve med diarré. Vismuthmikstur fremgår af listen over magistrelle lægemidler i bilag 2 i Bekendtgørelse om dyrlægers anvendelse, udlevering og ordinering m.v. af lægemidler til dyr (retsinformation.dk).
Vismuthmikstur indeholder blandt andet bismuth-subsalicylat, som ikke optages fra tarmen. Vismuthmikstur kan have en gavnlig effekt på mange forskellige typer af diarré. Det har en hæmmende effekt på betændelsesreaktioner lokalt i tarmen og kan anvendes alene eller i samspil med andre præparater.
Ved brug af magistrelle lægemidler, skal dyrlægen fastsætte en generel tilbageholdelsestid for dyr til slagt på mindst 28 døgn. For økologiske kalve til slagt er tilbageholdelsestiden 2 gange den generelt fastsatte tilbageholdelsestid – altså 56 døgn. Behandlingen tæller med i det økologiske behandlingsregnskab og skal noteres i medicinlogbogen.
Kalve med diarré skal have elektrolytblanding. Kalve med diarré har beskadiget deres tarmslimhinde, hvilket nedsætter optagelsen af vand, salte og næringsstoffer. Det er vigtigt at give elektrolytblanding, da blandingen netop forsyner kalvene med de mistede salte. Samtidig er der energi i, og kalvene får genoprettet væskebalancen.
Det er tilladt at give elektrolytblanding i økologiske besætninger, hvis indholdet er i overensstemmelse med regler for foder og fodertilsætningsstoffer. Fodermidler som druesukker og loppefrøskaller skal altid være økologiske. Andre tilsætningsstoffer, konserveringsmidler m.v. skal fremgå af bilag 3 i Vejledning om økologisk jordbrugsproduktion.
En stor kalv skal have 2-4 liter elektrolytblanding både morgen og aften. Den skal ikke have det på samme tid som mælken, der skal gå mindst en halv time mellem tildeling af elektrolytblanding og udfodring af mælk.
Det er også nødvendigt at give mælk. En elektrolytblanding kan ikke give kalven nok energi. Det er vigtigt, at kalven også får mælk, når den har diarré, så den ikke svækkes yderligere. Kalven skal altid have adgang til friskt rent drikkevand. Du skal tilse en kalv med diarre hver 2.-3. time.
Læs mere om kalvediarré og valg af elektrolytblanding på LandbrugsInfo.dk Elektrolytter skal kvikke kalven op straks (med login).
At lave sin egen elektrolytblanding kræver god hygiejne, og midlet skal opbevares tørt og med tætsluttende låg. Samtidig skal blandingen anvendes umiddelbart efter, du har blandet den op i vand, ellers vil den blive til en geléagtig masse på grund af indholdet af loppefrøskallerne, der danner en gelé, når de bliver våde.
Tidsforbruget til at blande selv er ikke ret stort. Et tip fra en tidligere afprøvning er at indkøbe en 10-liters spand med tætsluttende låg, hælde ingredienser i til 5 kg færdigblanding, sætte låget på og ryste blandingen. Det blandes nemt rundt og ser ud til at være en ensartet blanding, der ikke har tendens til at afblande. Brug 42 g af blandingen pr. liter varmt vand. Det vil sikre den rette koncentration af elektrolytterne.
Hjemmelavet elektrolytopløsning med loppefrøskaller, 5 kg: |
|
Økologisk druesukker |
2.945 g |
NaCl (salt) |
415 g |
KCl (kaliumklorid) |
225 g |
NaHCO3 (tvekulsurt natron) |
590 g |
Økologiske loppefrøskaller |
825 g |
42 g af den færdige blanding opløses i 1 liter 40 °C varmt vand |
Økologisk druesukker (majsglucose) i 25 kg pakning kan købes hos flere firmaer i foderstofbranchen, mens flere engrosfirmaer forhandler økologiske loppefrøskaller. Søg på nettet, og der dukker flere mulige leverandører op. De resterende salte til elektrolytblandingen kan købes hos din foderstofhandel eller dit mineralfirma.
Mælk fra køer i din egen besætning, som er under omlægning eller genomlægning, og mælk, der tages fra køer i tilbageholdelsesperioden efter en medicinsk behandling, kan bruges til dine egne økologiske kalve.
Kalve skal tildeles mælk i en mængde svarende til dens fysiologiske behov mindst 2 gange dagligt. Det er tilladt at give mælkeerstatning til økologiske kalve, og den skal indeholde økologiske mælkeprodukter. Den må ikke indeholde kemisk fremstillede bestanddele eller bestanddele af vegetabilsk oprindelse, f.eks. kokosolie.
Tildelingen af mælk til kalvene skal ske via suttespand eller yver, hvis du producerer mælk under dyrevelfærdsmærkningsordningen niveau 3 – Hjertemærket. Nedtrapning af mælkefodring er kun tilladt i den sidste uge af mælkefodringsperioden under denne ordning.
Tildeles mælken ikke via suttespand eller yver, så skal kalvenes suttebehov opfyldes med narresutter, som placeres i umiddelbar nærhed af mælken. Der skal være mindst én narresut pr. kalv, og sutten skal være tilgængelig i mindst 20 minutter efter mælketildelingen.
Økologiske kalve skal altid have adgang til friskt drikkevand – også de første 14 dage efter kælvning. Det er en stramning i forhold til de generelle regler om mindstekrav for beskyttelse af kvæg.
Grupper af kalve og ungdyr bestående af 3 eller flere dyr skal have adgang til mindst én børste. Det gælder uanset kalvenes alder. Der er ikke krav til antallet af børster, og de behøver ikke at være roterende. Reglerne er ens for alle kalve og er fastsat i regler om mindstekrav for beskyttelse af kvæg.
Fastmonterede børster, beregnet til hudpleje, kan bruges, men kostehoveder duer ikke, da de hurtigt mister hårene. Børsterne kan være en kilde til smitteoverførsel mellem holdene, men hvis de vaskes og desinficeres på samme måde som væggene i boksene eller hytterne, er risikoen minimal.
Med hensyn til transport er der ikke særlige regler for økologiske kalve. Kalve, som flyttes under 100 km, må flyttes, når navlen er helet. I praksis betyder det typisk, at kalvene skal være ca. 7 dage gamle, før de transporteres. Skal de flyttes over 100 km, skal de være 10 dage gamle.
Nykælvere må først transporteres efter 14 dage, så vær opmærksom på, at hvis kalvene flyttes sammen med en ko eller ammetante, og det eventuelt er en nykælver, så må det først ske 14 dage efter kælvning.
Regler om flytning, sundhed og smittebeskyttelse findes på Fødevarestyrelsens hjemmeside:
Økologiske kvægbedrifter, som er omfattet af Brancheanbefalingerne, må ikke sælge kalve, som er yngre end 3 mdr., til udlandet. Det gælder både direkte salg og via en husdyrformidling (videresalg). Reglen kontrolleres hvert år ved et udtræk fra kvægdatabasen.
Er du usikker på din aftager af kalve, anbefaler vi at få en underskrift på Aftale vedr. køb af kalve født på økologiske bedrifter, hvor køber erklærer at indestå for, at hvis kalvene eksporteres, sker det ikke, før de er 3 måneder gamle.
Levende vægt | Hjerteordning,niveau 1 | Hjerteordning,niveau 2 | Hjerteordning,niveau 3 | Økologi |
<100 kg | 1,5m2 | |||
60-100 | 1,8 m2 | |||
100-150 | 2,2 m2 | 2,4 m2 | 2,5 m2 | 2,5 m2 |
150-200 | 2,6 m2 | 2,8 m2 | 3,0 m2 | 2,5 m2 |
200-300 | 3,2 m2 | 3,4 m2 | 4,0 m2 | 4,0 m2 |
Økologiske kalve skal have adgang til græsmarker i afgræsnings-/sommerperioden. Kalve fra 4-6 måneder skal på græs fra omkring 1. maj til 1. september, når vejrforholdene tillader det. Adgang til stald/hytte og tilskudsfoder er vigtigt for at de små kalve trives.
Se også: Økologiske småkalve på græs – hvordan er reglerne? (icoel.dk)
Fodring, sundhed, stald og management er alle områder, der har betydning for den lille kalvs trivsel og tilvækst. Temasiden ”Småkalve” samler den nyeste viden og gode råd fra SEGES om de små kalve på 0-3 måneder. Småkalve (landbrugsinfo.dk)
Økologiregler
EU-lovgivning om økologi, detailregler til økologiforordningen og dansk lovgivning (love og bekendtgørelser) er samlet på siden Lovstof om økologi
EU-regler og danske fortolkninger for økologisk produktion på jordbrugsbedrifter er samlet i Vejledning om økologisk jordbrugsproduktion.
Eksempler på medicin- og husdyrlogbog i papirformat findes på siden ”Indberetning af husdyrproduktion hvis du er økolog”.
Bilag i Vejledning om økologisk jordbrugsproduktion:
Bilag 5 indeholder en oversigt over regler for behandling i økologiske besætninger.
Bilag 3 indeholder en oversigt over tilladte fodermidler og fodertilsætningsstoffer.
Bilag 4 indeholder en oversigt over tilladte rengørings- og desinfektionsmidler i økologiske besætninger
Brancheanbefalinger for økologiske kreaturer
Brancheanbefalinger for økologiske kreaturer (icoel.dk)
Dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af kvæg
Dyrevelfærd - Fødevarestyrelsen (foedevarestyrelsen.dk)
Dyrevelfærdsmærkningsordningen - Hjerteordning
Bekendtgørelse om frivillig dyrevelfærdsmærkningsordning (retsinformation.dk)
For virksomheder - Fødevarestyrelsen (foedevarestyrelsen.dk) (bemærk, ikke opdateret efter seneste ændring af bekendtgørelsen)
Generelle regler for lægemidler til dyr
Lægemidler til dyr og sundhedsrådgivning - Fødevarestyrelsen (foedevarestyrelsen.dk)
Afhorning
Bekendtgørelse nr. 631 af 30. maj 2023 om halekupering, kastration og afhorning.
Bekendtgørelse om halekupering, kastration og afhorning (retsinformation.dk)
Transport af kalve
RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1/2005 af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter og om ændring af direktiv 64/432/EØF og 93/119/EF og forordning (EF) nr. 1255/97
l_00320050105da00010044.pdf (europa.eu)
Transport af levende dyr - Fødevarestyrelsen (foedevarestyrelsen.dk)
Generelt om Sundhedsrådgivningsaftaler for kvægbesætninger
Sundhedsrådgivningsaftaler for kvægbesætninger (BEK 992 af 25. maj 2021) (retsinformation.dk)
Sundhedsrådgivning for kvægbesætninger - Fødevarestyrelsen (foedevarestyrelsen.dk)

Måske er du også interesseret i

16.07.2025
Øko-småkalve på græs – hvordan er reglerne?
4–6 mdr. gamle økologiske kalve skal have adgang til græsarealer i sommerperioden fra 1. maj til 1. september, når vejret tillader det. Sørg for at have en nedskrevet afgræsningsstrategi/-plan for alle dyregrupper, og noter alle afvigelser.
Produktionsregler
Mælkeproduktion
Kvæg
Sunde og robuste dyr
Udearealer og afgræsning

16.07.2025
Økologiske kalve skal have opfyldt deres suttebehov
Reglerne for opfyldelse af kalvenes suttebehov er de samme for økologiske kalve som for konventionelle kalve.
Kvæg
Management
Fodring
Produktionsregler
Mælkeproduktion

18.07.2025
Ensilerings- og konserveringsmidler til øko-foder og drikkevand - sådan må de bruges
Økologiske landmænd må gerne bruge syre til konservering herunder ensilering og crimpning, og økologivejledningen indeholder en positivliste.
Fodring
Fodring
Fodring
Fodring
Kvæg
Grise
Æglæggere
Slagtekyllinger
Produktionsregler

22.08.2025
Afgrødens økologiske status afhænger af høsttidspunktet
Hvis høsttidspunktet ændrer sig i forhold til det normale/planlagte, er det vigtigt at være opmærksom på afgrødens økologiske status.
Produktionsregler
Planteavl
Mælkeproduktion
Griseproduktion
Æg- og fjerkræsproduktion

30.09.2025
Virtuelt hegn uden pæle og tråd kan bruges i økologisk produktion
Kreaturer har en bemærkelsesværdig god evne til at 'se' med ørerne, og de opfatter lynhurtigt, hvor grænserne for deres mark går, selv om der ikke er synligt hegn.
Kvæg
Udearealer og afgræsning

24.09.2025
Trivsel hos kalve og ungdyr på græs om efteråret
Læs om en række tiltag, du kan sætte i værk for at sikre sundhed og høj tilvækst hos kalve og ungdyr, hvilket er fundamentet for, at opdrættet kan blive gode og produktive malkekøer på din bedrift.
Sunde og robuste dyr
Fodring
Staldforhold
Udearealer og afgræsning
Management

19.09.2025
Fiskeensilage kan indgå i biogasgødning til økologisk landbrug
Afgasset kategori 3 fiskeafskær tilsat myresyre må afsættes til økologiske jordbrugsbedrifter som gødning, når det har været igennem et biogasanlæg.
Biogas gødning
Recirkulering
Produktionsregler

06.08.2025
Vinterhvedesorter med brødkvalitet i OrganicXseeds
I OrganicXseeds findes økologisk udsæd af både kendte og mindre kendte vinterhvedesorter til høst 2024
Produktionsregler
Planteavl
Afgrøder
Korn

20.06.2025
Udbud af økologisk frø af vinterraps i OrganicXseeds 2025
I databasen OrganicXseeds kan du undersøge udbuddet af økologisk frø af vinterraps til den kommende sæson. Der udbydes lige nu 5 sorter – både hybridsorter og linjesorter.
Afgrøder
Oliefrø
Produktionsregler
Planteavl

26.05.2025
Måling af græshøjde styrker afgræsningen
Den elektroniske pladeløfter omregner græshøjde til biomasse og giver et godt overblik over udbuddet af græs på afgræsningsmarkerne. Det kræver dog jævnlige gåture hen over arealerne.
Kvæg
Udearealer og afgræsning
Management

19.08.2025
Afgræsning med ikke-økologiske dyr på økologiske marker
Ikke-økologiske dyr kan afgræsse økologiske marker i en begrænset del af året. Dokumentation og erklæring fra ejeren af dyrene skal opbevares på bedriften.
Kvæg
Får og geder
Heste
Tilskud