Udgivet 25.02.2025

Læsetid: ca. {0} minut[ter]

Agernæs Øko har fokus på biodiversiteten.

Et BiodiversitetsLøft er et rådgivningstilbud til økologiske landmænd, der gerne vil udvikle og understøtte biodiversiteten på bedriften.

Agernæs Øko har valgt at få et BiodiversitetsLøft for naturens, bedriftens og fremtidige generationers skyld. Det giver mulighed for at komme i dybden og få mere konkret viden om emnet. Rådgivningen har givet Ole Lawaetz Olesen inspiration og viden om, hvordan han kan gribe konkrete tiltag an.

Agernæs Øko er et driftsselskab med ca. 460 ha, der drives med økologisk grise- og planteproduktion med højværdiafgrøder i form af bl.a. løg, kål, salat og græskar. Hertil kommer et naturområde med fersk-og saltvandssøer, hvor kvæg græsser.

- Min familie har levet på gården i tre generationer, men de seneste 40-50 år er det gået den forkerte vej med biodiversiteten. Dyrelivet forsvinder, og vi har f.eks. ikke nogen vibe eller sanglærke længere, så jeg vil gerne gøre noget for at få både insekter, fugle og andre dyr tilbage, fortæller Ole Lawaetz Olesen.

BiodiversitetsLøft går i dybden

Innovationscenter for Økologisk Landbrug tilbyder BiodiversitetsLøft som et rådgivningstilbud til økologiske landmænd, der gerne vil udvikle og understøtte biodiversiteten på bedriften. Et BiodiversitetsLøft giver en køreplan for, hvordan man konkret og med sikkerhed kan skabe bedre forhold for vilde dyr og planter i og omkring markerne. Det gavner ikke kun de vilde arter men også produktion og økonomi gennem bedre bestøvning og naturlig regulering af skadedyr.

Foto: Uffe Bregendahl

Insektvolde, stenbunker og en skov, der passer sig selv

I marken har Ole Lawaetz Olesen for to år siden etableret insektvolde for hver 160 m. Det er ’fredede’ områder med græsser og blomster. Stenstakke får lov til at ligge på Agernæs, og skoven får lov til at stå, som den er, uden at der f.eks. bliver fældet noget. Alt sammen for at fremme biodiversiteten.
Derudover har Oles skotske højlandskvæg fået adgang til 8 ha skov, som var ved at gro til. Det har været til gavn for dyrene, som nu har et sted, hvor de kan søge skygge for solen og læ på blæsende og våde dage. Samtidig sikrer dyrene, at skoven ikke gror til i brombær.

Vil have agerhønsene tilbage

Oles næste projekt bliver at genudsætte agerhøns.
- Tidligere var der mange agerhøns på bedriften, men nu er der næsten ingen. Derfor vil vi gerne prøve at genudsætte dem og hjælpe dem på vej. Agerhønsene vil også kunne hjælpe os ved at tage nogle bladlus i marken, forklarer Ole.

Styrket biodiversitet gavner bedriften

Ole er meget bevidst om, at hans indsats for vilde planter og dyr har en positiv effekt på produktionen.
- Vi tænker meget i nyttedyr og forsøger at skabe gode vilkår for f.eks. mariehøns, så de kan hjælpe os med at bekæmpe skadedyr. Forskningsresultater fra Københavns Universitet har vist, at man kan opnå en bekæmpelseseffekt af nyttedyr på op til 50 %. Hvor stor effekten er hos os, ved jeg selvfølgelig ikke, men det har helt sikkert en betydning både i forhold til skadedyr og bestøvning, siger Ole Lawaets Olesen.
- Hvis vi gør det rigtige, så giver naturen os et klap på skulderen, og så gavner det også os, slutter han med et smil.

Læs mere om BiodiversitetsLøft

Måske er du også interesseret i