Udgivet 19.06.2024
Læsetid: ca. {0} minut[ter]
Overvintring af sorter af økologisk vinterraps
En spørgeundersøgelse blandt økologkonsulenter giver et fingerpeg om forskellige sorters evne til overvintring
Af Sven Hermansen
Valg af vinterrapssort til etablering i august 2024 er lige på trapperne. Vi ved i skrivende stund ikke, hvilke økologiske sorter der ender med at blive bliver udbudt. Medio juni er der på OrganicXseeds de fire sorter, vi kender fra 2023:
Linjesorter
- Anton
- Butterfly
- Randy
Hybridsorter
- Hostine
Spørgeundersøgelse om overvintring
Vi har ikke adgang til nye afprøvninger, der kan bruges til at sammenligne sorterne, når du skal træffe beslutning om valg af sort til den kommende sæson. Til gengæld har vi i maj 2024 gennemført en spørgeundersøgelse blandt økologirådgivere om overvintring af økologisk vinterraps i forhold til sort og landsdel.
74 % af de økologiske vinterrapsmarker etableret i august 2023 har klaret sig frem til maj 2024 - opgjort som gennemsnit af konsulenternes indberetninger.
Anton og Hostine dominerer
To sorter dominerer blandt de fire vinterrapssorter, der har været anvendt på økologiske marker. Det er den økologiske linjesort Anton og den økologiske hybridsort Hostine, som har udgjort hhv. 39 % og 43 % af sorterne baseret på de besvarelser, vi har fået ind. Besvarelserne dækker ca. 2.900 hektar. Vi anslår, inden den officielle opgørelse er offentliggjort, at der er indberettet ca. 3.600 hektar økologisk vinterraps her i foråret 2024.
Sort |
Fordeling på areal 2024, % |
Overvintring 2023-2024, % |
Anton |
39 |
68 |
Butterfly |
10 |
97 |
Hostine |
43 |
71 |
Randy |
7 |
94 |
Anden Øko |
1 |
100 |
Det har været en generel erfaring, at mange vinterrapsmarker er pløjet om, fordi de er kommet svage ud af den våde vinter. Det ekstremt våde forår har desuden umuliggjort rettidig udbringning af gødning og ukrudtsbekæmpelse, som måske kunne have sikret en afgrøde, der kunne bringes frem til høst.
Forskelle mellem landsdele
Sortsvalget varierer mellem landsdele. På Sjælland og øerne er hybridsorten Hostine dominerende, mens Linjesorten Anton dominerer i Jylland. Erfaringerne med overvintring af især Hostine er blandede varierende fra lave på 50 % fra en rådgivergruppe med et stort areal til pæne på 95 % overvintring hos en anden rådgivergruppe på Sjælland/øerne.
Anbefaling
På basis af datagrundlaget, der er indsamlet i denne undersøgelse, er det ikke muligt at uddrage klare konklusioner og anbefalinger vedrørende de enkelte sorter.
De store udsving i tallene for overvintring bør give anledning til en grundig diskussion mellem landmand og rådgiver, inden det endelige valg af vinterrapssort til høst i 2025.

En svag rapsafgrøde giver plads til ukrudt, som deltager i kampen om næringsstofferne.
