Kvælstofværdi af gylle til vårsæd

Sådan læser du en kvælstof-responskurve

En responskurve viser, hvordan udbyttet reagerer på stigende mængder kvælstof. Den hjælper dig med at beslutte, hvor meget kvælstof der skal til for at få bedst udbytte uden spild og miljøbelastning.

Kurvens form

Kurven stiger: mere N = mere bruttoudbytte.

Kurven flader ud: hvert ekstra kg N giver ikke yderligere bruttoudbytte. Nettoudbyttet falder, da du bruger ressourcer uden at få dem betalt med udbytte.

Kurven falder: for meget N giver mindre bruttoudbytte evt. på grund af lejesæd, men det kan evt. bidrage til en højere kvalitet / proteinindhold. 

Udbytterespons ved stigende gyllemængder

Responskurverne for vårsæd viser en tydelig reaktion på stigende mængder kvælstof fra gylle, men sammenhængen er svag: kurverne forklarer kun 4–6 % af variationen i data (R², se Figur 2). Det betyder, at andre faktorer end kvælstofmængden har stor betydning for udbyttet.

Alle kurver har et klart maksimum, men placeringen varierer mellem afgrøderne:

• Havre: ca. 110 kg NH₄-N/ha

• Vårbyg: ca. 125 kg NH₄-N/ha

• Vårhvede: ca. 100 kg NH₄-N/ha

• Vårtriticale: ca. 125 kg NH₄-N/ha

Kurvernes hældning og optimum er forskellige. Havre og vårbyg har de stejleste kurver og når maksimum ved relativt lave N-niveauer, hvilket indikerer høj gødningseffektivitet. Vårtriticale ligger midt imellem – med en kraftig stigning i begyndelsen og udfladning omkring 150 kg NH₄-N/ha. Vårhvede skiller sig ud med en meget flad kurve, da høje udbytter allerede opnås uden gødning eller ved lave N-niveauer. Derfor er effekten af ekstra kvælstof begrænset.

Udbytteforskellen mellem ugødet og optimalt gødet er:

• Havre, vårbyg og vårtriticale: ca. 7 hkg/ha

• Vårhvede: under 5 hkg/ha, hvilket skyldes højt udbytte selv ved lave N-niveauer.

Data viser stor spredning – især for vårhvede, hvor ugødede parceller i enkelte tilfælde gav op til 60 hkg/ha. Denne variation skyldes primært faktorer som forfrugt, jordtype og udbringningsmetode. Derfor giver responskurverne kun et overordnet billede; den praktiske optimering kræver, at disse faktorer inddrages.

Udbytterespons ift. forfrugt

For at undersøge forfrugtens betydning for gylle som kvælstofkilde blev der i perioden 2006–2008 gennemført forsøg med korn og kløvergræs som forfrugt. Resultaterne viser en markant forskel (Figur 3). Det skal dog bemærkes, at forsøgene med kløvergræs og korn som forfrugt ikke er gennemført på identiske marker, hvilket kan have haft en mindre indflydelse på resultaterne.

Når korn var forfrugt, steg udbyttet tydeligt med stigende gyllemængder, og responskurven viser et klart maksimum – omtrent svarende til det generelle niveau i Figur 2. Det maksimale udbytte gav et merudbytte på ca. 15 hkg/ha sammenlignet med ugødet. For havre og vårbyg ses en tendens til fald efter maksimum, men dette skyldes enkelte datapunkter; reelt flader kurven ud.

Efter kløvergræs er billedet helt anderledes: her er responskurven helt flad, og ingen af afgrøderne viser signifikant udbytteforøgelse ved stigende gyllemængder (P>0.05 i Figur 3). Det betyder, at kvælstofbehovet stort set er dækket af forfrugten.

På tværs af alle afgrøder og gødningsniveauer gav kløvergræs som forfrugt i gennemsnit 10,7 hkg/ha højere udbytte end korn.

De to kurver (kløvergræs og korn) krydser ikke hinanden, hvilket viser, at effekten af kløvergræs ikke kan opnås med gylletildeling op til 200 kg NH₄-N/ha. Enkelte marker med korn som forfrugt nåede dog udbytter på niveau med kløvergræs.

Resultaterne understreger, at kløvergræs har en meget stor forfrugtsværdi. Efter en vellykket kløvergræsmark er der ingen behov for kvælstofgødskning til vårsæd, når det gælder N-forsyning.

Udbytterespons i forhold til jordtype

Gødningsresponsen varierer også med jordtypen, som opsummerer mange egenskaber, der påvirker næringsstoftilgængelighed, -transport, mineralisering og udbyttepotentiale (Figur 4). Derfor ændrer den gødningsmængde, der giver maksimalt udbytte, sig afhængigt af jordtypen.

På tværs af alle forsøg og afgrøder var udbyttepotentialet højest på JB5–7 med gennemsnitligt 47,6 hkg/ha, efterfulgt af JB3–4 med 41,2 hkg/ha, og lavest på JB1–2 med 39,2 hkg/ha. Det skal dog bemærkes, at de fleste forsøg blev udført på JB1–4, hvilket gør resultaterne for JB5–7 mindre sikre (se n i Figur 4).

Responskurverne afspejler også forskelle i udbyttepotentiale. På JB5–7 ses en stejl kurve med maksimum omkring 100 kg NH₄-N/ha og et fald ved 150 kg NH₄-N/ha. For vårtriticale indtræder maksimum allerede ved ca. 50 kg NH₄-N/ha, hvilket skyldes øget gulrust ved høje N-niveauer. På JB1–4 ses ingen tydelig reduktion; her nås maksimum først ved 175–200 kg NH₄-N/ha. Generelt viser JB3–4 den seneste udfladning (175–200 kg NH₄-N/ha), mens JB1–2 flader ud tidligere.

Disse resultater viser, at jordtypen har stor betydning for både udbyttepotentiale og optimal gødningsmængde. Forsøgene understreger behovet for at tilpasse gødskningen til lokale jordbundsforhold.

Udbringningsmetoders betydning for gødningsværdi

Den kortsigtede gødningsværdi af gylle afhænger i høj grad af indholdet af ammoniumkvælstof. Ammonium er meget flygtigt og omdannes hurtigt til ammoniak, når det kommer i kontakt med luft. Tabene sker især i de første timer efter udbringning og kan nå op på 50 % af ammoniumindholdet, hvis gylle ikke udbringes korrekt. Disse tab reducerer gødningseffekten og har samtidig en negativ miljøpåvirkning.

For at minimere tabene er det afgørende at anvende teknologier, der begrænser ammoniaktab. Nedfældning er den mest effektive metode, da den markant reducerer ammoniaktab og samtidig kan øge udbyttet med op til 16 % (1). Slæbeslanger og slæbesko mindsker også tabene, men er mindre effektive end nedfældning.

Valg af udbringningsmetode er derfor en vigtig faktor for at opnå høj gødningseffektivitet og reducere miljøbelastningen.

1. Reimer, M., Møller, H. B. & Sørensen, P. Utilization of cattle slurry, biogas digestates and separated digestates by injection to organically managed spring barley. European Journal of Agronomy 164, 127457 (2025).