Udgivet 04.03.2025

Læsetid: ca. {0} minut[ter]

Naturbruget Tranum dyrker økologiske grønsager

De ville egentlig bare gerne være selvforsynende med økologiske grønsager. Men køkkenhaven voksede, og i dag driver Naturbruget Tranum 33 nordjyske hektar med kartofler, bælgfrugter og grønsager.

- Jeg var træt af de slatne og ofte udenlandske grønsager i butikkerne, så jeg ville dyrke mine egne. Det begyndte med 300 m2 i 2014, men vi fik mere, end vi selv kunne nå at spise. En lokal restaurant ville gerne købe fra os, og så greb det ligesom om sig, fortæller Pia Hjorth, der driver produktionen med sin mand Flemming Bang Andersen. 

I dag arbejder både hun og hendes mand fuld tid i produktionen, hvor der også er 6 medarbejdere og afløsere i højsæsonen.

- Nu har vi den størrelse, vi skal have. Hvis vi bliver større, skal en af os sidde fuld tid på kontoret, og det er vi ikke skabt til. Vi skal have fingrene i jorden.

Står selv for afsætning

Ved siden af produktionen, står de også selv for afsætningen. Kunderne er restauranter i lokalområdet, efterskoler, cafeer og køkkener.

- Det er et stort arbejde ved siden af alt det andet, for det tager tid at sælge, og der er rigtigt meget at holde styr på, fortæller Pia Hjorth.

De har også en gårdbutik, hvor de afsætter 1/3 af deres produkter til både lokale og sommerhusgæster.

- Når man har været i gang i nogle år, får man en fornemmelse for, hvad der sælger bedst. Vi sætter ikke 10.000 hvidkål, når kunderne hellere vil have spidskål. Vi har ikke længere spild fra vores produktion, det skete kun de første år.

Sammen med en række andre producenter og konsulenter fra bl.a. Innovationscenter for Økologisk Landbrug er de med i et netværk, et såkaldt living lab, hvor de kan udveksle viden og erfaringer. Fokus er på at styrke produktionen af bælgfrugter til konsum, og på Naturbruget Tranum dyrker de både linser og forskellige ærter til konsum.

Glad for livsstilen

At dyrke grønsager er en livsstil for Pia Hjorth og hendes mand – fysisk hårdt og med lange arbejdsdage og afbud til sociale arrangementer i højsæsonen.

- Det skal man være indstillet på, men hvis man bliver høj af at se sådan en kulørt kålmark stå flot en sommermorgen på vej ud for at høste, så skal man da klart overveje grønsagsproduktion. Det er fedt at se det hele gro og skabe noget lækkert, du til sidst kan høste.

Tips fra Tranum

Hvis du vil dyrke grønsager, skal du være klar på at:

  • arbejde fra tidlig morgen til sen aften hver dag i højsæsonen
  • være omstillingsparat over for nye kunder
  • tilpasse produktionen efter forbrugernes ønsker
  • bruge tid på at sælge dine produkter og sparke døre ind til forhandlere og restauranter 
  • have styr på din afsætning, inden du begynder at producere
  • dyrke flere forskellige afgrøder, for noget lykkes altid bedre end andet

- Pia Hjorth, Naturbruget Tranum

Foto: Uffe Bregendahl, Økologisk Landsforening

Pia Hjorth driver Naturbruget Tranum sammen med sin mand Flemming Bang Andersen.

Måske er du også interesseret i