Struvit – fra spildevand til ressource

Introduktion

Formålet er at mindske det direkte tab af fosfor gennem genvinding og ressourceeffektiv udnyttelse af Struvit fra danske spildevandsanlæg som gødning i økologisk landbrug. Projektet bidrager samtidig til den cirkulære økonomi ved at forbedre udnyttelsen af spildevandets næringsstoffer, der returneres til landbrugsjorden, ved at undersøge muligheden for anvendelse af Struvit som startgødning til fosforkrævende afgrøder.

Struvit er et gødningsprodukt med et højt fosforindhold, som gør det velegnet som startgødning til kartofler, vårbyg og majs, hvor der er god effekt af at placere fosfor (P) ved såning. Projektet er særligt rettet mod at sikre en bedre og mere målrettet P-forsyning i økologisk planteavl, hvor adgang til effektiv, præcis og hurtigvirkende P-gødskning i afgrødernes tidlige vækststadier er begrænset. Projektet er inddelt i tre arbejdspakker:

AP1: Indledningsvis foretages analyse, kortlægning af mængde og mulighed for distribution af P-ressourcen i Struvit. AP2: Ved at anvende state of the art metode og ny teknologi til at findele, forsure og opløse Struvit, forbedres mobilisering af P og planteoptag af P fra Struvit. Metoden gør P umiddelbar plantetilgængelig, og dermed kan Struvit forventeligt tildeles ved placering af en relativt lille P dosis direkte i afgrøden ved såning og lægning. Udover at sikre en optimal næringsstofforsyning, bidrager projektet også til at strække den begrænsede ressource, som Struvit pt. er. AP3: Til slut gennemføres afprøvninger og dokumentation af effekten af de udviklede startgødninger i markforsøg med kartofler, hvor der forventes en god udbytteeffekt for at placere P-gødning ved lægning.

Projektet optimerer recirkulering af næringsstoffer fra samfundets spildevand til gavn for økologiske højværdiafgrøder som kartofler og maltbyg. Ved findeling, eksperimentel formulering og udbringning reduceres P-dosis markant, hvorved Struvit forventes at kunne P- gødske op til 70.000 ha økologiske højværdiafgrøder, ligesom en mere optimal og målrettet anvendelse vil reducere tabet af P til vandmiljøet, og ikke mindst hæve dækningsbidraget i økologisk planteavl.

Forventede resultater

De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside: 4. kvartal 2024. Projektets resultater stilles gratis til rådighed.

Projektresultater 2024

Artikler, opslag eller lignende

Struvit - fra spildevand til ressource. Artikel på Innovationscenter for Økologisk Landbrugs hjemmeside. 

Film, videoklip, podcast, SoMe og lignende

Struvit er et fosforrigt affaldsprodukt fra rensningsanlæg... LinkedInopslag på LinkedIn-siden Innovationscenter for Økologisk Landbrug.

Struvit - fra spildevand til ressource. Omtale i Innovationscenter for Økologisk Landbrugs nyhedsbrev.

STRUVITFORSØG ER I JORDEN 🥔 – KOM OG SE DET DEN 20. JUNI 😊. Facebookopslag på Facebooksiden Innovationscenter for Økologisk Landbrug. 

Kan spildevand blive til gødning for økologiske kartofter? LinkedInopslag på LinkedIn-siden Innovationscenter for Økologisk Landbrug.

Præsentationer og demonstrationer

Struvit - fra spildevand til fosforgødning. Præsentation på Øko-markdag i vidensteltet. 

Demonstration: P-startgødning til økologisk planteproduktion. Arrangement med rundvisning på Herning Vands struvitanlæg og derefter besøg i marken for at se, hvordan kartofler gødsket med struvit som startgødning klarer sig, og diskussion af mulighederne og potentialet af struvit, som gødningsressource i fremtiden..