Indvoldsorm hos økologiske grise

Foto: Pattegrisene kan optage inficerede æg i faremarken, og derved bringe parasitten med ind i stalden.

Indvoldsorm kan føre til forringet foderudnyttelse og tilvækst

Voksne spoleorm forårsager en fortykkelse af muskellaget i tyndtarmsvæggen, samt en formindsket foderudnyttelse og tilvækst. Herudover kan spoleormen også være årsag til værditab pga. ormepletter på leveren. Det skyldes, at spoleormens larve under dens udvikling vandrer gennem levervævet på grisen, der er inficeret. Det resulterer i hvidlige "ormepletter", hvilket kan medføre en hel eller delvis kassering af leveren på slagteriet.

Larven fra spoleormen føres fra leveren med blodet til lungerne. Herefter hostes den op og vender tilbage til tyndtarmen, hvor den begynder at producere æg 6-7 uger efter infektionens start. Infektioner med spoleorm forårsager som regel ikke kliniske symptomer, men mange migrerende larver kan forårsage hoste og anses for at øge risikoen for mikrobielle luftvejsinfektioner.

Piskeorme kan ved et meget højt infektionsniveau medføre dødsfald. Symptomerne på infektion med piskeorm er oftest subkliniske, men en høj ormebyrde hos unge dyr kan medføre en ildelugtende, tynd, grødagtig diarré med blod, der kan være svær at skelne fra dysenterigødning på grund af betændelsesreaktionerne i tarmslimhinden og ormenes blodsugning.

Moderat smitte med indvoldsorm udgør ikke et problem, men ved høje smitteniveauer, bør der sættes ind.

Reduktion af smittetrykket på marken

En foldrotation på mindst 5 år den eneste effektive metode til at reducere marksmitten til et acceptabelt niveau. Det skyldes, at spoleormens (og piskeomens) æg kan overleve i jorden i mere end 9 år, og forsøg har vist, at omlægning af markerne ikke mindsker smitten væsentlig. Det er derfor nødvendigt at vente på, at æggene dør naturligt.

Smitte med inficerede æg f.eks. via tilført gylle/kompost skal undgås, da en langvarig foldrotation kun er effektiv, hvis det sikres, at marken ikke tilføres nye parasit-æg. Selvom størstedelen af spoleormens æg dør i strøelsen, formodentlig pga. pletvis høj ammoniakudvikling, høje temperaturer og/eller udtørring, vil de resterende æg være levedygtige og potentielt kunne udvikles, hvis de blev spredt på marker. Også selv om gyllen/ komposten spredes på marker, der ikke bruges til grise, idet f.eks. traktorhjul kan være skyld i effektiv spredning af parasit-æg.

Fast gødning skal derfor komposteres, hvilket er særligt effektivt, hvis gødning og strå er godt blandet. Tommelfingerreglen er, at der, hvor temperaturen i gødningsstakken bliver 50°C til 70°C, vil æggene reelt være døde inden for få timer. For gylle gælder det, at ved en temperatur på 25°C i gylle, dør æggene inden for knapt ét år. Er temperaturen kun 5°C, skal gyllen dog opbevares væsentligt længere.

Reduktion af smittetrykket i stalden

Inficerede grise, f.eks. fravænnede grise, der flyttes fra marken til stalden medbringer parasitter, og udskiller æg, som deponeres med grisens gødning i staldmiljøet. For at undgår at smittetrykket i stalden akkumuleres over tid, bør stalden rengøres grundigt et par gange om året.

Effektiv rengøring, der kan reducere smitteniveauet indebærer:
• Grundig udmugning
• Grundig vask med højtryksrenser
• Komplet udtørring af stierne

Udtørring kan med fordel sikres med en gasbrænder, da varmen vil dræbe resterende æg. Midler til desinfektion virker kun, hvis vægge og stibunde er helt rene.

Forekomst og livscyklus

Spoleorm er den indvoldsorm, som hyppigst forekommer i økologiske grisebesætninger (tabel 1), og som også findes i mange intensive besætninger. Årsagen er, at spoleormen smitter gennem tykskallede og hårdføre æg, som kan overleve længe i miljøet. En enkelt spoleorme-hun kan producere tæt på to millioner æg om dagen, og selv om flertallet af æggene dør meget hurtigt ude, hvis de ikke kommer i jorden, er potentialet for miljøforurening meget højt. Problemet forværres yderligere af det faktum, at de æg, der overlever, kan forblive levedygtige i miljøet i op til mindst 9 år.

Piskeorms æg er også meget robuste og kan også overleve i jorden i mange år. Hunormen lægger dog relativt få æg, som er lang tid om at udvikle sig til et smitsomt æg, der kan inficere en ny gris. Det er formodentlig forklaringen på, at forekomsten af piskeorm er lavere end spoleorm.

Knudeormens livscyklus er lidt anderledes end de to ovennævnte, idet parasittens æg klækker efter de er udskilt via gødningen til omgivelserne. Infektion med knudeorm sker derfor ved, at grisen optager de mikroskopiske larver, der er i omgivelserne. De fritlevende larver er særligt følsomme over for større klimatiske udsving og dør hurtigt, hvis der er for tørt, varmt eller koldt, og er derfor relativt dårlige til at overleve.

Tabel 1. Forekomst af indvoldsorm i grise fra økologiske besætninger. Tallene angiver hvor mange procent af dyrene, som udskiller parasitæg med gødningen (kilde: PAROL_afsluttende_FINAL.pdf (orgprints.org)) Søer

Nærmiljø har betydning for udviklingen af indvoldsorm, fordi en del af indvoldsormens livscyklus sker uden for værtsdyret. For spoleorm og piskeorm kan ægget, efter det er udskilt med grisenes gødning, ikke smitte en ny gris, før der er dannet en smitsom larve inden i ægget. For spoleormens æg kræver det mindst 15°C. Æggene udvikler sig derfor først i løbet af foråret og sommeren på foldene, og udviklingen i staldene sker også hurtigst om sommeren.

Om sommeren kan æggene fra spoleorm og fra piskeorm blive smitsomme i løbet af 3-4 uger, mens udviklingen som regel er gået helt i stå i vinterhalvåret. Der kan derfor gå fra få uger til flere måneder fra inficerede grise udskiller parasitæggene med gødningen, til æggene har udviklet sig til smitsomme æg. Samtidig kan der gå 2-3 år fra æggene er landet på markerne til det maksimale smittepres er nået. De æg, som pattegrisene bliver smittet med i faremarken, er derfor oftest ikke æg fra soen, men æg udskilt tidligere år, hvilket gør det sværere at stoppe smitte-kæden.

Tidligere blev det antaget, at anvendelsen af dybstrøelse i den økologiske produktion var med til at forværre problemet. Nyere undersøgelser tyder dog på, at der ikke er større smitterisiko for indvoldsorm ved dybstrøelse end ved brug af mindre mængde strøelse.

Immunitet udvikles over tid

Grise, der bliver smittet med spoleorm eller piskeorm, vil over tid udvikle en naturlig immunitet, og de vil helt eller delvist udstøde ormene. Forsøg tyder dog på, at grisene hovedsageligt bliver immune over for nyoptagne orm. De voksne orm, der er i tarmen, kan derfor eksistere i årevis og løbende producere æg, der udskilles med fæces og derved holde gang i smittekæden. I modsætning til de ældre dyr har de yngre dyr ikke udviklet immunitet, hvilket gør, at forekomsten af spoleorm er højere hos dyr i vækst og gylte (tabel 1).

Grise udvikler derimod ikke immunitet over for knudeorm. Knudeorm vil derfor normalt være hyppigst hos ældre dyr (søer), da de kan akkumuleres over tid (tabel 1). Søerne tilbringer desuden mest tid på marken, hvor parasitten overlever bedst.

Referencer

• Mejer, Helena and Roepstorff, Allan (2004) Alternativ kontrol af indvoldsorm hos svin. In: Sørensen, Jan Tind (Ed.) Produktionsstyring med fokus på husdyrsundhed og fødevaresikkerhed i økologiske svinebesætninger: Rapport fra workshop afholdt på Hotel Bygholm Park 23. april2003. FØJO Intern rapport, no. 54. Forskningscenter for Økologisk Jordbrug, chapter 3, pp.19-26 Organic Eprints - Alternativ kontrol af indvoldsorm hos svin (orgprints.org)
• Kiran K. Katakam, Stig M. Thamsborg, Anders Dalsgaard, Niels C. Kyvsgaard and HelenaMejer. Environmental contamination and transmission of Ascaris suum in Danish organic pigfarms. Parasites & Vectors (2016) 9:80 DOI 10.1186/s13071-016-1349-0
• PAROL – Parasitter hos øko-svin: PAROL_afsluttende_FINAL.pdf (orgprints.org)
• RDD1 slutrapport PAROL Slutrapport (icrofs.dk)
• Indvoldsorm hos svin - Svineproduktion.dk