Udgivet 28.02.2023

Læsetid: ca. {0} minut[ter]

Ellinglund: Et harmonisk landbrug med træer

På Ellinglund er der etableret skovlandbrug, som bidrager positivt til bedriftens kulstofbinding, jordfrugtbarhed, dyrevelfærd og biodiversitet.

På Ellinglund nyder malkekøer at færdes i skovlandbrug og søger gerne ly, læ og skygge under træerne, afhængigt af vejret.

“Vi har erfaring fra tidligere i at bruge eksisterende træer i læhegn, hvor vores køer går", siger Gert Glob Lassen, ejer af Ellinglund Økologi. "I starten skulle dyrene vænne sig til, at de bare kunne gå ind mellem træerne, men nu bruger de dem ret flittigt. De har bedre muligheder for at tilpasse sig vejret og vælge, hvor de synes, det er rarest at være. Hvis det f.eks. regner, går de ind under træerne. Vores fornemmelse er, at dyrene udnytter træerne på bedst mulige måde". 

Senere har vi fået etableret tre-rækkede læhegn med fokus på bestøvere. Der har vi prøvet at have en bred palette af alle mulige buske, blandt andre pil, lind, hyld og hyben. De skal både kunne holde til køerne og tiltrække fugle, der får føde derfra”.

Skovlandbrug til fugle og småvildt

“I de læhegn, vi plantede, ser vi allerede liv, vi ikke har set før. Læhegnene giver føde til fugle og småvildt ude i marken. Det har allerede kort tid efter etablering en effekt, og uden jeg har været nede og kravle, så kan jeg kun forestille mig det liv, der er i form edderkopper og biller under buskene", siger Gert Glob Lassen. "Jeg har observeret, at der sidder enormt mange fugle ude i de høje træer. Det må betyde, at der er noget mad at komme efter”.

Mere skovlandbrug og biodiversitet i fremtiden

Gert Glob Lassen vil gerne etablere skovlandbrug flere steder, men der er behov for en investor, der vil bidrage til at starte projektet uden nødvendigvis at få udbytte de næste mange år. 

"Udbyttet er i første omgang det liv, der skabes levesteder for i landbruget og fortællingen om at gøre en forskel", siger Gert Glob Lassen. "Jeg drømmer om et system med frugttræer og bærbuske, som giver et udbytte, som små iværksættere på sigt kan drage nytte af og tjene penge på. Drømmen er, at vi kan etablere 10-20 hektar skovlandbrug næste år, hvis altså vi finder en, der vil investere i biodiversitet. På det mere lavpraktiske plan tænker jeg, at vi kan fjerne vildthegnet omkring de etablerede læhegn næste år, så rådyr og harer kan bevæge sig mere frit omkring træerne“.

Fakta

  • Bedrift: Ellinglund v. Anne og Gert Lassen

  • Nuværende produktion: Mælkeproduktion med 300 årskøer. Leverer mælk til Them Andelsmejeri.

  • Skovlandbrugssystem: Tre skovlandbrugsarealer med forskellige arter og funktioner.

  • Areal: 6 ha skovlandbrug ud af bedriftens 600 ha. 

  • Formål med træer: Kulstofbinding og jordfrugtbarhed, dyrevelfærd og biodiversitet.

Måske er du også interesseret i