Udgivet 10.01.2025
Læsetid: ca. {0} minut[ter]
Pløjning i et regenerativt landbrug
Når ploven bruges strategisk, kan den bidrage til at genopbygge jordens sundhed og understøtte et regenerativt landbrug.
Af Jon Aagaard Enni
Regenerativt landbrug har som mål at forbedre jordens sundhed og frugtbarhed. Med over 60 % af Europas jorde i dårlig tilstand, ser mange regenerativt landbrug som en løsning på problemer som faldende dyrkningssikkerhed og landbrugets klimaaftryk. Særligt spiller fokus på kulstofbinding en central rolle. Selvom potentialet for kulstofbinding er omdiskuteret, er der konsensus om, at udpinte jorde har plads til forbedring.
Ploven er ofte blevet fremstillet som hovedårsagen til faldende jordsundhed. Logikken er, at pløjning skader jordens struktur, mikrobiologi og kulstofindhold sammenlignet med reduceret eller ingen jordbearbejdning. Problemet er dog ikke ploven, men hvordan du bruger den.
Kulstofbinding og jordbearbejdning
Tidligere forskning har peget på, at pløjefri dyrkning kunne øge jordens kulstofindhold, men mange studier har kun målt kulstof i de øverste 15-25 cm af jorden, hvilket giver et skævt billede.
Nyere forskning viser, at pløjefri praksis primært omfordeler kulstofindholdet, så det koncentreres tættere på overfladen, uden at den samlede mængde kulstof i jorden nødvendigvis øges. Det højere kulstofindhold i overjorden giver fordele som bedre vandinfiltration og farbarhed. Ulempen er, at omsætningen af kulstof sker hurtigere tæt på jordoverfladen end i de dybere jordlag, hvorfor man hurtigere kan miste det vundne.
Jordens struktur påvirkes af pløjning
Pløjning ændrer markant på jordens fysiske egenskaber. Den bryder aggregater op, hvilket kan svække bæreevnen og øge risikoen for erosion og udvaskning. Derfor er det vigtigt at etablere plantedække hurtigt efter pløjning for at minimere disse risici. Pløjning kan også skabe en pløjesål – et kompakt lag under pløjelaget, der hæmmer rodvækst og dræning. Ved at variere pløjedybden og undgå pløjning af våd jord kan skaderne begrænses.
Mikrolivets rolle
Jordens mikroliv er centralt i regenerativt landbrug. Mikroorganismer som bakterier, svampe og protozoer understøtter jordens næringsstofcyklus og planters vækst. Pløjning påvirker især svampe negativt, da deres lange hyfer nemt beskadiges. Dog regenererer mikroorganismer sig hurtigt under de rette betingelser. Luft, vand, varme og føde er de vigtigste faktorer for mikrobiel aktivitet, og øget plantevækst – ikke fraværet af pløjning – er afgørende for at understøtte dette liv.
Pløjning øger jordens CO2-udledning midlertidigt, da mikroorganismer aktiveres af bedre ilt- og temperaturforhold. Men denne aktivitet er også nødvendig for at nedbryde organisk materiale og frigive næringsstoffer til planterne, og den øgede udledning fører ifølge forskningen ikke umiddelbart til faldende jordkulstof sammenlignet med pløjefri systemer, så kulstoftabet via CO2 ser i det store billede ud til at blive opvejet af andre faktorer.
Kan ploven bruges regenerativt?
Pløjning kan fremme dybere rodvækst og forbedre vækstbetingelserne for afgrøder, især hvor ukrudt eller dårlig jordstruktur hæmmer produktionen. Pløjefri dyrkning kan siges at kunne det samme, når tørke begrænser udbytterne. Det er selvfølgelig en grov forsimpling, men afspejler de brede linjer i den nyeste jordbundsforskning.
Rigtigt anvendt kan ploven reducere behovet for kemisk eller mekanisk ukrudtsbekæmpelse og hjælpe med at etablere et bedre såbed. Ploven kan også udvide udvalget af arter, der kan anvendes i efterafgrødeblandinger, ved at sænke risikoen for at skabe et ukrudtsproblem. Det giver muligheder for at have voksende planter en større del af året, hvilket igen bidrager til jordens regeneration.
Reduceret jordbearbejdning er det langsigtede mål
En højere kulstofpulje i jorden kan over tid reducere behovet for pløjning, fordi kulstofrige jorder har bedre struktur og er lettere at arbejde med. Derfor bør reduceret jordbearbejdning ses som et langsigtet mål snarere end et middel i sig selv. Lige nu kan pløjning mange steder være nødvendig for at opnå det vigtigste i regenerativt landbrug: Kraftige og sunde planter med dybe rødder.
Pløj med omtanke
Plovens rolle i regenerativt landbrug er kompleks. Det handler om at bruge den med omtanke.
- Indstil ploven korrekt
- Brug ikke ploven mere end højst nødvendigt
- Variér pløjedybde, og pløj ikke våd jord
- Overvej hvor stor din plov og traktor behøver at være
- Plantevækst er afgørende for mikrolivet