Biokul er godkendt som gødning, der kan udbringes hele året på landbrugsjord

Biokul anses nu som et gødningsprodukt og ikke som affald, og økologiske landmænd må udbringe biokul hele året uden nedfældning. Biokul langtidslagrer kulstof og har derfor et stort potentiale for at reducere landbrugets klimaaftryk.

Af Arne Grønkjær Hansen

Landbrugsstyrelsen har ændret bekendtgørelse for gødskning og grænseværdier for problematiske stoffer, og nu er biokul tilladt som et gødningsprodukt. Selv om biokul ikke længere anses som affald, skal grænseværdierne for spildevandsslam i affaldsbekendtgørelsen overholdes for alt biokul. Der er p.t. ikke grænser for mængden af biokul, man må udbringe pr. ha, men fosforloftet er i praksis begrænsende.

Man skal have en § 19 tilladelse af kommunen, hvor biokullet skal udbringes. Denne tilladelse fra kommunen skal være givet, før udbringning af biokul kan ske.

Vær opmærksom på fosforloftet

Da fosforlofterne gælder på ejendomsniveau, kan der godt tilføres større mængder på enkelte marker nogle år, hvis blot grænsen for ejendommen samlet set er overholdt. Alligevel opfordrer vi til at holde tildelingen under 30 kg P/ha på markniveau. Fosfor fra alle typer af biokul kan udnyttes af planterne, mens næsten alt kvælstof fra biomassen frigives i pyrolyseprocessen som frit (uskadeligt) kvælstof, N₂, og skal derfor ikke medregnes i gødningsregnskabet.

Pyrolyse omdanner kulstof til gas, olie og biokul

Biokul – ofte også kaldet biochar – fremstilles via pyrolyse af biomasse som f.eks. træ, halm, have-/parkaffald, pileflis og elefantgræs. Disse biomasser kan alle anvendes i økologien. Biokul til brug i konventionelt landbrug kan desuden fremstilles af gyllefibre, dybstrøelse, digestat fra biogasanlæg og spildevandsslam.

Pyrolysen sker i en reaktor under iltfri forhold ved typisk 500-900 grader. Ved pyrolyse bliver ca. halvdelen af biomassens kulstof til gas og bio-olie, mens der dannes biokul af den resterende halvdel.

Biokul kan reducere landbrugets klimaaftryk

Kulstoffet i biokul er så stabilt efter pyrolysen, at størstedelen forbliver unedbrudt i jord i over 100 år uden at blive omdannet til CO₂. Måske reduceres tab af lattergas fra marken også, når jorden tilføres biokul. Derfor er produktion og udbringning af biokul på landbrugsjord et af de klimatiltag, som landbruget forventer, vil kunne fjerne rigtig meget CO₂ i erhvervets klimaregnskab de kommende år og bidrage til at leve op til målsætningerne for 2030 og fremad.

Regeringen forventer i sin klimaplan, at biokul på landbrugsjord skal reducere landbrugets CO₂-udledning med 2 mio. ton pr. år. Samtidig kan pyrolyseanlæggene sælge varme, syntesegas og CO₂-kreditter. For at fremme pyrolyseteknologien og klimatiltag med udbringning af biokul på landbrugsjord er der statstilskud til at etablere anlæg.

Kun plantemateriale i økologisk biokul

Som økolog må du indtil videre kun anvende biokul fremstillet af plantemateriale og altså ikke af husdyrgødning, gyllefibre eller spildevandsslam. Årsagen er først og fremmest, at kvælstofindholdet i de sidstnævnte biomasser er højere end i f.eks. træ og halm, og tabet af dette kvælstof er imod de økologiske principper om at udnytte næringsstoffer bedst muligt.

Pelleteret biokul produceret på halm.

Halm har stort potentiale som biokul

Der er p.t. meget begrænsede mængder af biokul fremstillet af træ eller halm på det danske marked. Det skyldes bl.a., at Danmark har en stor produktion af fjernvarme baseret på afbrænding af halm og træ. Der er dog en uudnyttet halmbiomasse på ca. 1,9 mio. ton tørstof i Danmark, som kunne pyrolyseres evt. sammen med en del af det, der i dag brændes, men fjernvarmeanlæggene har endnu ikke taget pyrolyse-teknologien til sig.

Hvis vi anvendte 2/3 af den nuværende overskudshalm til pyrolyse, ville det betyde, at der hvert år netto kunne lagres op mod 1 mio. ton kulstof alene fra halm, og et sted mellem 1,5 og 2 mio. ton fra alle biomasser.

Pyrolyseret halm har det største potentiale som klimatiltag, også når man ser på det samlede landbrug. Sammenlignet med de øvrige biomasser har halm et mindre fosforindhold og dermed er fosforloftet mindre begrænsende.

Fremtiden for biokul

Det er sandsynligt, at de nye regler og et øget fokus på klima betyder, at praksis for behandling af konventionel gylle og anden biomasse hurtigt vil blive ændret, så en stor del af konventionelle biogas- og slambehandlingsanlæg vil vælge at foretage pyrolyse af fiberrester efter separation. Det kan ske for at reducere mængden og dermed transportomkostningerne, eller fordi det kan blive økonomisk fordelagtigt at sælge fosfor til landmænd i dele af landet, hvor der mangler fosfor.

Forsøg med biokul på landbrugsjord

Innovationscenter for Økologisk Landbrug har i samarbejde med SEGES Innovation og DLBR lavet forsøg med biokul på landbrugsjord. Vi undersøger bl.a. om biokul har en effekt som nitrifikationshæmmer under danske forhold, fordi der er set en effekt på lattergasemission fra marker i flere udenlandske undersøgelser. Vi har i den forbindelse også lavet enkelte forsøg med biokul af gyllefibre i konventionelle marker, fordi der er en debat om, hvorvidt reglerne for substrater til økologi bør ændres, og fordi der mangler viden om, hvilke fordele og ulemper det ville have. Forsøgene skal gentages flere år for at afgøre effekten.

EU påpeger, at medlemslande bør følge harmoniseringsreglerne i EU og ikke gøre forskel på forskellige gødningsprodukter på markedet, herunder give adgang til pyrolyseret biomasse af husdyrgødning til økologisk jordbrug. Det er overladt til en politisk debat i de enkelte lande sammen med undersøgelser af fordele og ulemper.

Grænseværdier for tjærestoffer (PAH) og tungmetaller

Grænseværdierne for tungmetaller er meget skrappe i ’EBC Organic’ certificering. Certificeringen er en garanti for, at grænsen i den danske bekendtgørelse om affald overholdes. Det samme gælder ikke for certifikatet kaldet ’EBC Agro’, der derfor ikke kan bruges af økologer.

I den danske Affald til jord-bekendtgørelse er grænsen på 3 g pr. ton tørstof for summen af 9 udvalgte tjærestoffer: Acenaphthen, Phenathren, Fluoren, Fluoranthen, Pyren, Benzfluoranthener (b+j+k), Benz(a)pyren, Benz(ghi)perylen, Indeno(1,2,3-cd)pyren.), også kaldet polycykliske, aromatiske hydrocarboner, PAH.

I den europæiske ordning European Biochar Certificate (EBC) er der to krav for tjærestoffer:

Maks. 6 g pr. ton tørstof
Denne grænseværdi gælder for summen af 16 udvalgte stoffer, der er valgt af EBC-/EU-eksperter efter anbefaling af EPA (U.S. Environmental Protection Agency) på baggrund af deres miljø- og sundhedsmæssige risici.
Maks. 1 g pr. ton tørstof
Denne grænseværdi gælder for 8 udvalgte stoffer og yderligere to forbindelser, der har deres særskilte grænseværdi. Det er alle stoffer og grænseværdier, som EU har valgt ud fra risiko for kræft, hvis disse stoffer opkoncentreres i fødevarer.

Tilsammen betyder de to europæiske krav, at man kan forvente, at biokul, som er EBC-certificeret, overholder de danske grænseværdier. Man bør dog altid tjekke analyserne af produktet og sammenligne med de forskellige grænseværdier for indhold af tungmetaller (tabel fra landbrugsinfo.dk).

De gældende danske grænseværdier for tjærestoffer og andre skadelige stoffer er beskrevet i Affaldsbekendtgørelsen , og SEGES Innovation har udgivet artiklen "Regler og anbefalinger til sikker anvendelse af biokul på landbrugsjord", hvor du kan læse mere.

Kilder og litteratur, der danner baggrund for denne artikel (pdf)

Projektet Klimagylle ledes af SEGES og er støttet af Promilleafgiftsfonden for landbrug.