Udgivet 17.09.2026
Læsetid: ca. {0} minut[ter]
Kurser skal ruste rådgivere til mark- og gødningsplanlægning
Den nye udledningsbaserede markregulering stiller nye krav til rådgivningen, når beregninger skal omsættes til valg om sædskifte, gødskning og bedriftens øvrige produktion. Det kræver både faglige redskaber, en god dialog med landmanden og rammer, der understøtter rådgivningsopgaven.
Af Morten Winther Vestenaa, Nanna Hellum Kristensen
I september 2026 gennemfører projektet PlantPerform to kurser for planteavlskonsulenter og deres nærmeste ledere. Forløbene udvikles og gennemføres i fællesskab af Innovationscenter for Økologisk Landbrug, SEGES Innovation og Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet.
På bedrifter med store reduktionsbehov kan planlægningen kræve væsentlige ændringer i driften og en tættere dialog mellem landmand og rådgiver. Behovet for ændringer varierer fra bedrift til bedrift. Rådgivningen skal hjælpe landmanden med at undersøge relevante alternativer og vurdere konsekvenserne for miljø, produktion og økonomi.
Samtalen skal derfor ikke kun handle om selve markplanen. Den skal give landmand og rådgiver mulighed for at skabe et fælles billede af udfordringen, undersøge alternativerne og drøfte konsekvenserne for hele bedriften.
”Vi har en stærk rådgivningskultur i Danmark og dygtige planteavlsrådgivere. Den nye regulering ændrer rammerne for arbejdet og gør det nødvendigt i højere grad at se på tværs af sædskifte, gødskning og bedriftens øvrige produktion. Det stiller nye krav til både de faglige redskaber, dialogen med landmanden og rammerne for rådgivningsopgaven. Den opgave arbejder vi sammen med rådgiverne om at skabe løsninger på. Faglig sparring og et tæt samarbejde mellem rådgiver og landmand er centrale elementer i at omsætte beregningerne til beslutninger om bedriftens drift. Rådgiverne skal have rammen til at hjælpe landmanden med at finde løsninger, der kan gennemføres i praksis,” siger Morten Winther Vestenaa, projektleder for PlantPerform ved Innovationscenter for Økologisk Landbrug.
I kurserne skal rådgiverne arbejde med:
at forklare beregningernes forudsætninger og tydeliggøre, hvad landmanden kan beslutte nu, og hvad der kræver yderligere afklaring
at håndtere samtaler, hvor ændringer i driften og de økonomiske konsekvenser giver anledning til bekymring for eksempel på grund af usikkerheder
at undersøge handlemuligheder på bedrifter med forskelligt reguleringstryk og forskellige udfordringer
at inddrage andre fagområder, når markplanen påvirker bedriftens øvrige produktion, eller når kollektive virkemidler indgår i løsningen
Rådgivernes opgave bliver anderledes, end de er vant til, og derfor skal deres ledere kunne skabe rammer, der passer til opgaven. I et særskilt kursus for lederne bliver der derfor fokus på at afklare tid til opgaven, adgang til faglig sparring, samarbejde på tværs af fagområder og ansvar for opfølgning hos landmanden.
Erfaringerne fra septemberkurserne skal bruges til at udvikle praksisnære redskaber og indhold i en landsdækkende efteruddannelse. Fra november 2027 og gennem hele 2028 skal et fælles rejsehold fra de tre projektpartnere besøge rådgivningscentre i hele landet.
Om kurserne og projektet:
Kurser i september 2026 for 30 ledere og 30 planteavlsrådgivere. Deltagerne udpeges af rådgivningsvirksomhederne.
Efteruddannelse fra november 2026 til december 2028. Et fælles rejsehold besøger 15 rådgivningscentre og efteruddanner ca. 250 konsulenter. Der er i alt cirka 500 planteavlsrådgivere i Danmark.
PlantPerform er finansieret af Novo Nordisk Fonden.
Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev
Tak
Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.