Udgivet 19.10.2026
Læsetid: ca. {0} minut[ter]
Gulurt - mekanisk bekæmpelse i økologisk vårsæd
Gulurt (Amsinckia micrantha) samt agerkål/agersennep volder store problemer i dele af den økologiske planteavl. 3 års Landsforsøg med mekanisk bekæmpelse giver et godt bud på en virksom indsats.
Af Lars Egelund Olsen
I perioden 2022–2024 er der lavet forsøg med forskellige mekaniske strategier til kontrol af ukrudt generelt og især af problemarterne gulurt og agerkål/agersennep i rækkesået vårkorn. Forsøgene blev anlagt for at teste, om mekaniske ukrudtsstrategier i kombination med afgrøder kunne give løsningen på, hvordan gulurt kontrolleres. Forsøgene blev anlagt på arealer, hvor der tidligere har været udfordringer med disse arter.
I både havre og vårbyg blev følgende mekaniske ukrudtsstrategier afprøvet:
1 x blindharvning 3 - 6 dage efter såning
1 x blindharvning + ukrudtsharvning i stadie 13 -15 og i stadie 20 - 23
1 x blindharvning + 2 x radrensning i stadie 13 -15 og i stadie 20 – 23
Sammenfatning
Det betaler sig at gøre en aktiv indsats for at mindske bestanden af gulurt, hvilket resultaterne fra forsøg gennemført over en 3-årig periode understøtter. Især på arealer med en kraftig bestand af gulurt er der effekt af at så på dobbelt rækkeafstand og radrense eller alternativt ukrudtsharve 2 gange. På arealer med en mindre bestand af gulurt er der ikke signifikant effekt af ukrudtsharvning og radrensning på bestanden af gulurt, men det er stadig tilrådeligt at gøre mest muligt for at hindre opformering af den aggressive ukrudtsart. Sidst men ikke mindst er det centralt i ukrudtskontrollen at gøre hvad man kan for at have tætte afgrøder i god vækst. Gulurt er en plante, der kræver meget lys og plads, for at den for alvor kan udvikle sig og blive et problem i afgrøden.
Gulurt er en aggressiv ukrudtsart, der breder sig kraftigt, når der er lys og plads.
Gulurts udbredelse
Småblomstret gulurt (Amsinckia micrantha), som vi i daglig tale blot kalder gulurt, tilhører rubladfamilien ligesom den mere kendte ukrudt, krumhals (Anchusa arvensis). Gulurt er så vidt vides kommet fra Nordamerika og er forholdsvis ny i den danske flora. Den har vundet størst udbredelse i Vest- og Nordjylland samt på Djursland på fortrinsvis lette jorde, men findes også andre steder i landet.
Gulurt tilhører rubladfamilien og har derfor flere ligheder med krumhals fra samme familie. Med sin meget kraftige vækst er gulurt dog et langt større ukrudtsproblem end krumhals.
Gulurt, der ikke bekæmpes og får lys og plads, vokser aggressivt og kan blive meget dominerende i kornafgrøder.
Forsøgsresultater 2022 - 2024
Der var ikke den ønskede bestand af gulurt til at belyse effekten af de mekaniske strategier i alle de anlagte forsøg, og derfor er der i beregningerne her kun medtaget 6 ud af 10 gennemførte forsøg, hvor der reelt var en bestand af gulurt. Samlet for de seks forsøg var der ikke forskel i effekten af de mekaniske ukrudtsstrategier, om de var udført i havre eller vårbyg. Derfor er resultaterne vist samlet for de to vårsædsarter.
Som det ses af figur 1, er der, når afgrøden er gennemskredet, en signifikant lavere bestand af gulurt ved strategierne med 2 ukrudtsharvninger samt 2 radrensninger i forhold til kun en blindharvning. På det tidligere registreringstidspunkt før 2. radrensning/ukrudtsharvning er der en tendens til en reduktion i antallet af gulurtplanter pr. kvadratmeter ved ukrudtsharvning og radrensning. En forholdsvis stor spredning i data er årsagen til, at effekten på dette tidspunkt ikke er statistisk signifikant. Når afgrøden er gennemskredet, er bestanden af gulurt reduceret med knap 40 procent ved at blindharveog ukrudtsharve hhv. radrense to gange. Der opnås stort set den samme reduktion i gulurtbestanden med én radrensning.
Figur 1. Bestanden af gulurt ved forskellige mekaniske ukrudtsstrategier opgjort ved tidspunkterne før 2. radrensning og ved fuld gennemskridning af afgrøden. Data stammer fra i alt 6 forsøg gennemført i årene 2022-2024.
Figur 2. Ukrudtsdækning i vårsæd ved forskellige mekaniske ukrudtsstrategier opgjort på tidspunkterne før 2. radrensning og ved fuld gennemskridning af afgrøden. Data stammer fra i alt 6 forsøg gennemført i årene 2022 – 2024.
Som det ses af Figur 2, viser forsøgene, at der på tidspunktet før 2. radrensning/ukrudtsharvning er opnået en signifikant reduktion i ukrudtsdækningen af jorden ved at radrense, men også at denne forskel ikke er signifikant, når vi når til afgrødens gennemskridning. Ved gennemskridning af afgrøden var der dog en tendens til, at de mekaniske ukrudtsbekæmpelsesstrategier med ukrudtsharvning eller radrensning reducerede bestanden af gulurt.
Effekt af bekæmpelse ved høj forekomst af gulurt
I 3 af de 6 forsøg var der en høj forekomst af gulurt på over 10 planter pr. m2 i forsøgsleddet med blindharvet vårbyg, og her ses en signifikant reduktion i bestanden af gulurt ved både at ukrudtsharve og radrense. Resultaterne viser en reduktion i bestanden på cirka 60 pct. ved at ukrudtshavre to gange og cirka 70 pct. ved at radrense to gange. Se figur 3.
Figur 3. Effekten af forskellige mekaniske ukrudtsstrategier, når der er en høj forekomst af gulurt. Data stammer fra 3 forsøg gennemført i årene 2022 – 2024.
I de forsøg, hvor der var under 10 gulurtplanter pr. m2 i forsøgsleddet med blindharvet vårbyg, var der ikke forskel i bestanden af gulurt, efter om der kun var blindharvet, eller om blindharvningen blev kombineret med ukrudtsharvning eller radrensning. Se figur 4.
Figur 4. Effekten af forskellige mekaniske ukrudtsstrategier ved en lav forekomst af gulurt. Data stammer fra 3 forsøg gennemført i årene 2022 – 2024.
Resultater fra enkeltforsøg
I de 3 enkeltforsøg med størst forekomst af gulurt er der forskellige effekter af de mekaniske ukrudtsstrategier (figur 5, 6 og 7). I forsøgene ved Herning og Holstebro er der en markant effekt på bestanden af gulurt af at ukrudtsharve og ikke mindst radrense. Det er især tilfældet ved den tidlige registrering før 2. ukrudtsharvning/radrensning og i lidt mindre grad ved gennemskridning af afgrøden. I forsøget ved Brovst er effekten af ukrudtsharvning og radrensning mindre markant i forhold til blindharvning alene. Det er også i dette forsøg, der er den laveste forekomst af gulurt i de tre forsøg.
I forsøget ved Holstebro er der en markant mindre bestand af gulurt i blindharvet havre end i vårbyg. Det var forventet, at havre med sin normalt gode ukrudtskonkurrenceevne ville være bedre til at undertrykke gulurt sammenlignet med vårbyg.
Figur 5. Forsøg med forskellige strategier mod gulurt i 1 forsøg gennemført i 2024.
Figur 6. Forsøg med forskellige strategier mod gulurt. Data stammer fra 1 forsøg gennemført i 2022.
Figur 7. Forsøg med forskellige strategier mod gulurt. Data stammer fra 1 forsøg gennemført i 2022.
Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev
Tak
Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.