FORFOS - Forbedret fosforudnyttelse hos økologiske søer 

Introduktion

Det overordnede mål er at støtte den økologiske svinekødsproduktions økonomiske og miljømæssige konkurrenceevne ved at minimere fosfor (P) tab fra fritgående søer. Specifikt vil FORFOS forbedre fosfor balancen i faremarkerne gennem udvikling og implementering af nye og ernæringsmæssigt optimerede sommer- og vintersofodringskoncepter vedrørende P.

Nyere forskning har vist, at overskud af kvælstof (N) og fosfor (P) fortsætter med at udfordre bæredygtigheden hos intensivt drevet frilandsophold. Hovedårsagen til dette er de store N- og P-tilførsler fra de foderblandinger, der bruges i primært faremarkerne. Nylige og igangværende projekter har haft succes med at forbedre N-ballancen gennem en reduktion af proteinindholdet i foderblandingerne (projekterne EFFORT og WIFI) og via et forbedret faremarksmanagement (projekterne ECOSYSTEM og OUTFIT). Men i forhold til en minimering af P-overskuddet i faremarkerne er dette den første ansøgning, der arbejder målrettet med den problematik.

I FORFOS vil vi undersøge potentialet i optimering af sofodringen via en udnyttelse af det P, der er i det grovfoder søerne får via græsning om sommeren og ensilage om vinteren. AU har vist, at græs- og ensilageindtag kan bidrage med betydelige mængder mineraler. Alligevel medregnes P-indholdet i grovfoder ikke i den daglige ration, idet der ikke foreligger kendt viden om i hvilken grad, grovfoderet kan bidrage til søernes mineralforsyning. Samtidig er det kendt, at en underforsyning af mineraler kan have alvorlig indflydelse på søens produktivitet og levetid.

Derfor er økologiske foderleverandører og svineproducenter tilbageholdende med at reducere P-indholdet i tilskudsfoderet, før der foreligger specifik viden om dels P-fordøjelighed i økologisk foder og dels økologiske højproducerende søers P-behov gennem hele reproduktionscyklussen. FORFOS vil levere denne viden og udvikle foderblandinger, der matcher økologiske søers P-krav i tæt samarbejde med økologiske svineproducenter og foderleverandører.

Primær effekt:
Reduceret mineralindhold i foder og reduceret udskillelse af P til miljøet. Miljøeffekten ved at reducere mineraltilskuddet til sofoderet giver en forventet på 1,4 g P pr. FUso. Det betyder 2,68 kg P per so om året, hvilket igen svarer til 40.150 kg for de 15.000 danske økologiske søer om året. 

Reduceret P-indhold i foderblandingerne vil sænke foderpriserne med ca. 90 øre pr. 100 kg foderblanding. Med et samlet foderforbrug på ca. 2000 kg om året ville der være en besparelse på ca. 18 kr. pr årsso, i alt ca. 6.300 kr. om året for en besætning på 350 årssøer.

Desuden vil en reduceret udskillelse af P fra faremarkerne betyde, at soholdet IKKE skal reduceres med 6% på grund af skærpede miljøregler. 6% af 350 søer er 21 årssøer, der potentielt producerer ca. 500 smågrise om året. Med et dækningsbidrag på 350 kr./smågris undgår en gennemsnitsbedrift et tab på 175.000 kr. 

Forventede resultater 

De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside: 4. kvartal 2025. Projektets resultater stilles gratis til rådighed.

Projektresultater 2025

Tilgår