Next Generation Organic Feed for Pigs and Poultry Enriched in Essential Amino Acids (NextOrganic)

Introduktion

En stor udfordring for den danske og europæiske økologiske svine- og
fjerkræproduktion er, at økologisk foder ikke kan levere tilstrækkelige
mængder essentielle aminosyrer, og derfor tildeles protein i overskud for
at opfylde dyrenes aminosyrebehov. Dette fører til lavere foderudnyttelse
og produktion, dårlig sundhed, aggression, øgede foderomkostninger og
N udledning. I NextOrganic adresserer vi disse problemer ved at udvikle
nye økologiske løsninger til berigelse af økologisk foder med de mest
begrænsende aminosyrer.

I konventionelt husdyrbrug suppleres foder med en række essentielle
aminosyrer. Disse aminosyrer fremstilles ved fermentering, primært ved
hjælp af den industrielle GMO C. glutamicum, samt ved kemiske metoder. Da disse metoder er uforenelige med principperne for økologi,
ønsker vi at udvikle nye løsninger til dette formål. Baseret på tidligere
erfaringer med mikrobiel bioteknologi foreslår vi at bruge food grade og
økologisk acceptabel fermenteringsteknologi til at opgradere økologisk
foder ved at ændre aminosyreprofilen i lokale lav-værdi proteinafgrøder
for at opnå tre nye økologiske aminosyrekoncentrater med højt indhold af
hhv. lysin, threonin og methionin.

Denne ambition kræver meget forskning i at forstå og udnytte, hvordan
man skaber synergi mellem en række bakterier under de suboptimale
forhold, der gælder ved opfyldelse af de økologiske principper og regler.
Vi har til hensigt, at delvist hydrolysere økologiske proteinfodermidler ved hjælp af non-GMO bakterier, der er udvalgt efter deres proteolytiske
kapacitet - bakterier vi kender fra vores arbejde med økologisk ost. Disse
bakterier kan også frigøre ammonium, som kan bruges i en sekundær
fermentering til produktion af de tre ønskede aminosyrer. Til fremstilling
af lysin, threonin og methionin har vi til hensigt at undersøge brugen af
non-GMO C. glutamicum eller de nært beslægtede bakterier fra ost, der
besidder proteolytisk kapacitet og kapacitet til at frigøre ammoniak.
Konventionelle strategier, der er forenelige med de økologiske principper,
såsom klassisk mutagenese og screening, vil blive anvendt til dette
formål, såvel som moderne metoder, der bygger på microfluid screening
og biosensorer.

Ved siden af arbejdet med aminosyreproducerende bakterier vil egnede
fermenteringssubstrater blive identificeret blandt de tilgængelige
økologiske biomasser. Et mål er også at udfordre økologilovgivningen på
både nationalt og EU plan for at inkludere fermenteringssubstrater, der er
forenelige med de økologiske principper, men endnu ikke godkendt som
økologiske. NextOrganic vil således have en række aktiviteter til at engagere interessenter inden for branchen, NGO'er og myndighederne.

I den sidste del af projektet vil universitets- og erhvervspartnere sammen
beskrive værdikæden og forretningsmodeller med det formål at have en
strategi efter NextOrganic for, hvordan der opnås kommerciel produktion
af økologiske aminosyrekoncentrater til danske og europæiske grise og
fjerkræ.

Forventede resultater

De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside: 4. kvartal 2025. Projektets resultater stilles gratis til rådighed.

Projektresultater 2025

Tilgår.