CloverValue
Introduktion
Formålet er at optimere kløvergræs dyrket til biogas for at nå målsætningerne om vækst i det økologiske areal, uden en øget afhængighed af konventionel husdyrgødning. Dette gøres ved at undersøge, hvorledes kløvergræsbiomassens tørstofudbytte og gasværdi påvirkes af artssammensætning og høstintervaller, samt hvorledes gødningsværdien påvirkes af processerne i biogasanlægget.
Dette projekt er en medfinansiering til et nyt Organic RDD 10 samarbejdsprojekt med følgende parter: KU-PLEN, AU-BCE, AU-AGRO, Nature Energy og Danish Bio Commodities, samt to landmænd. Innovationscenter for Økologisk Landbrug (ICOEL) er hovedansøger.
Projektet er overordnet inddelt i fire arbejdspakker (AP), hvor ICOEL er arbejdspakkeleder for AP 1 og 4. Arbejdspakkerne har følgende titler: ”AP 1: Systemanalyse og systemudvikling”, ”AP 2: Udvikling af plantebaseret biogas”, ”AP 3: Gødskning med plantebaserede digestater” og ”AP 4: Projektledelse”.
I 2025 vil ICOEL’s aktiviteter i AP 1 være fokuseret på opsamling af eksisterende viden fra forskning og interessenter, både de der er repræsenteret i projektet og fra de mange eksterne dele af værdikæden.
I det samlede 4-årige forløb er ICOEL’s indsatser i AP 1:
- Analyser af landmandens og biogasanlæggets driftsøkonomiske og logistiske udfordringer med øget brug af kløvergræsbaserede biomasser til produktion af biogas og gødning.
- Udvikling af modeller til integration af kløvergræs i økologisk landbrug til at producere kløvergræsbaseret biomasse som sædskifteelement. En biomasse der opfylder krav til forgasningspotentiale, overordnet økonomisk output, bælgplanteandel og selvforsyning/genanvendelse af næringsstoffer.
- Analyse af markbalancer og afgrødebehov der kan sikre, at dyrkningspraksis af kløvergræs høstet til biogas opfylder kravene til næringsstoffer, dvs. P, K, S og mikronæringsstoffer.
- Anbefalinger til praktisk anvendelse af det afgassede gødningsprodukt i marken. Det kan være med henblik på udfordringer med vintersæd (næringsstofmangel i det tidlige forår), vårsæd (rettidig mobilisering af kvælstof), vandingsbehov, samt kløvergræsresters potentiale for rettidig tilførsel af næringsstoffer.
- Optimal udnyttelse af forfrugtsvirkningen i økologiske sædskifter ved ompløjning af kløvergræsafgrøden, hvor der er høstet biomasse.
- En vurdering af økologisk kløvergræs til biogas i et klimaperspektiv ved at beregne emissioner i de relevante systemer, både før og efter integration af kløvergræs til biogas. Analysen vil dække ændring i sædskifte, gødskning og udbytter. Emissioner på bedrifts- og produktniveau vil blive beregnet for at estimere klimapåvirkning efter gældende beregningsmetoder. Analysen vil danne grundlag for en vurdering af biogas certifikatværdi sammenlignet med traditionelle energiafgrøder eller affaldsside-strømme.
Projektets effekt er todelt og beregnet direkte, som klimaeffekten af at introducere kløvergræs til afgasning. Hvis der udlægges 30.000 hektar økologisk kløvergræs til biogas, vil det give en CO2e-effekt på 146.250 ton pr. år. 30.000 hektar økologisk kløvergræs udgør alene kvælstofforsyning til i alt 100.000 hektar økologisk planteavl.
Forventede resultater
De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside: 4. kvartal 2025. Projektets resultater stilles gratis til rådighed.
Projektresultater 2025
Tilgår