Udgivet 15.12.2025

Læsetid: ca. {0} minut[ter]

Forspiret korn til økologisk fjerkræ og grise

Forspiret korn kan være et godt supplement til traditionelt grovfoder, da det kan øge fosforudnyttelsen, og forbedre produktionsresultater og mavetarmsundhed hos dyrene.

Forspiret korn er ikke udbredt som tilskudsfoder i Danmark, men i udlandet er det relativt almindeligt at fodre forskellige dyreracer med forspiret korn. Forspiret korn har, ifølge videnskabelig litteratur, et potentiale som tilskudsfoder til økologiske smågrise og fjerkræ, da det kan øge sundhed og velfærd, samt øge fosfor- og næringsstofudnyttelse hos dyrene.

Foto: Birgitte Hemmingsen

Forspiret korn dyrkes i bakker uden vækstmedie.

Fordelene ved forspiret korn som tilskudsfoder

Fosforloftet og de nye skærpelser gør, at det fortsat er vigtigt at sænke fosforudskillelsen fra økologiske høner og grise. Det kan forspiret korn potentielt være med til ved at øge dyrenes udnyttelse af fosfor. Udenlandske forsøg har vist, at forspiret korn kan føre til en 8-dobling i fytaseaktiviteten. Derfor kan forspiret korn potentielt have samme effekt som den GMO-fytase, som anvendes i foder til konventionelle enmavede dyr for at øge fosforudnyttelsen.

Produktionsresultater og mavetarmsundhed kan potentielt også forbedres ved at tildele forspiret korn som et suppleringsfoder. Udenlandske forsøg har vist at tildeling af 10% spirer til konventionelle kyllinger kan føre til en øget tilvækst, reduceret foderforbrug og forbedret tarmsundhed. På samme måde har forsøg med forspiret korn til forældredyr til slagtekyllinger vist, at forspiret korn kan øge klækkeprocenten af æggene og give mere levedygtige kyllinger. Forspiret korn forventes også at øge mavetarmsundhed hos økologiske smågrise, og derved sænke forekomsten af fravænningsdiarré.

Aktivering og berigelse af miljøet er også en af de ting, som forspiret korn forventes at kunne bidrage med. Hos Innovationscenter for Økologisk Landbrug har vi en forventning om, at både fjerkræ og smågrise vil reagere positivt på det grønne alternativ til traditionelt grovfoder, og at berigelsen i stald eller mark vil kunne bidrage positivt til produktionen.

Se flere erfaringerne fra udlandet i rapporten:

Dyrkningssystem til forspiring af korn (pdf-fil, 10 s)

Dyrkningssystem til forspiret korn

På nuværende tidspunkt er der ingen kommercielle danske dyrkningssystemer til forspiret korn, men det er muligt at indkøbe en containerløsning i udlandet. Containerløsningerne er færdigindrettet til produktion af forspiret korn og skal blot tilkobles vand og el.

Dyrkning af forspiret korn kræver lidt manuelt arbejde, og for at opnå en ensartet og god kvalitet er det vigtigt med automatisk styring af temperatur, luftfugtighed og lys.

Forspiringen sker ved, at korn der forinden har stået i blød, fordeles i bakker med drænhuller i bunden. Bakkerne placeres i et forspiringskammer, der sikrer den rette vanding, temperatur, lys og luftfugtighed for fremspiringen. Forspiringskamre har typisk flere hylder over hinanden, og fremspiring af korn optager derfor ikke meget plads.

Foto: Malene Myllerup

Dyrkningssystem til forspiret korn – set udefra.

Foto: Malene Myllerup

Dyrkningssystem til forspiret korn indrettet med 3 hylder samt 1 servicehylde til opbevaring af varmekilde og vand.

Se en detaljeret beskrivelse af en prototype på et dyrkningskammer til dyrkning under danske forhold på side 5 i rapporten:

Dyrkningssystem til forspiring af korn (pdf-fil, 10 s) link til rapport

Økologisk foder, skal ifølge de økologiske principper, være dyrket i jord. Dyrkning af forspiret korn sker i bakker uden vækstmedie, og det er derfor ikke lovligt i Danmark at dyrke forspiret korn til foder, i dette projekt er der givet dispensation fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV).

Arbejdsopgaver forbundet med forspiring af korn

Dyrkning af forspiret korn kræver som tidligere nævnt manuelt arbejde. Ud fra de nuværende erfaringer kan opgaverne opsummeres til listen herunder.

Procedure for forspiring af korn:

  1. I iblødsætning - sæt korn i vand i en spand/balje og lad det være dækket med vand i 24 timer

  2. Si vandet fra kornet efter 24 timer, og fordel det i bakker med drænhuller i bunden

  3. Sæt bakkerne i forspiringskammeret (20-24 grader; 40-80 % fugtighed og 12 timers lys)

  4. Vand bakkerne 1 gang dagligt - sørg for at kornet er dækket af vand (Evt. automatiseret)

  5. Høst spirerne på dag 7

  6. Tildel spirerne som tilskudsfoder

  7. Bakkerne og hylden rengøres

Egnede korntyper og mængde af forspiret korn

Havre, byg og hvede er afprøvet til forspiring af Innovationscenter for Økologisk Landbrug, og afprøvningen viste, at byg og hvede er egnet til forspiring, mens havre ikke er egnet pga. skallerne omkring frøet. I afprøvningen gav 1 kg hvede eller byg (afvejet før iblødsætning) ca. 4 kg spirer på dag 7, hvor spirerne høstes.

Forspiret korn bør kun udgøre en del af foderrationen eller tildeles som grovfoder, da det indeholder en stor procentdel vand. Samtidig kan forspiret korn sandsynligvis ikke erstatte grovfoderandelen 100%, da det har en lavere fiberandel end fx majsensilage.

Undersøgelserne med forspiret korn fortsætter i 2026.

Måske er du også interesseret i