Kortlægning af og handling for højere pattegriseoverlevelse i økologisk griseproduktion 

 

Introduktion

Formålet med projektet er at kortlægge pattegrisedødeligheden inden for dansk økologisk griseproduktion, samt at identificere mulige tiltag til at fremme overlevelsen blandt grise inden fravænning.

Projektet er inddelt i tre delaktiviteter. I dag arbejder medier, politikere m.fl. med 10 år gamle data for pattegrisedødeligheden i økologisk griseproduktion.

Målet med første delaktivitet er derfor at få kortlagt den aktuelle pattegrisedødelighed i økologisk griseproduktion. I den forbindelse indsamles data hos 12-15 økologiske griseproducenter igennem en etårig periode. Data indsamles på hytteniveau frem til forgården/trinnet fjernes, og herefter registreres den samlede dødelighed på fareholdsniveau. I forbindelse med registrering af døde grise, indsamles informationer om bl.a., hvorvidt grisene vurderes at være dødfødte/dødsårsag, faringsdato, soens lægnummer, soens genetik og sygdomsbehandlinger. For fremadrettet at øge pattegriseoverlevelsen, vil der være behov for nye tiltag, og således fokuseres i anden delaktivitet på at identificere sådanne tiltag.

Grundlaget for delaktivitet 2 er data indsamlet i delaktivitet 1. Derudover gennemføres interviews/en spørgeskemaundersøgelse med mindst 15 økologiske eller frilands griseproducenter, samt 3-5 dyrlæger og/eller rådgivere for at indsamle viden om årsager til døde grise.

Tredje og sidste delaktivitet omhandler projektledelse og kommunikation. Der vil igennem hele projektperioden ske løbende formidling af projektaktiviteter og resultater.

Formidling vil ske via presseklip, formidling til erfagrupper og indlæg ved f.eks. temadag for udendørs griseproducenter. Ligeledes udgives artikler i relevante tidsskrifter (f.eks. magasinet Gris, Økologi inspiration til jordbruget), og der medbringes et faktaark eller lignende på Økologikongres 2025 for at informere om projektet.

Det er nødvendigt at data bliver videnskabeligt verificeret, så de for medier, politikere m.fl. får samme troværdighed, som tallene fra 2014 (publiceret i 2018). For at sikre at data vil blive brugt af medier, politikere m.fl., sendes resultaterne til peer-review i et anerkendt, internationalt, videnskabeligt tidsskrift, så som Frontiers in Veterinary Science, Frontiers in Animal Science eller tilsvarende.

Effekter: Pattegrisedødeligheden inden for økologisk griseproduktion forventes at være faldet. Pt. henviser medier, politikere m.fl. til en pattegrisedødelighed på 29,5%, hvilket ikke forekommer bæredygtigt eller lever op til forbrugerønsket om høj dyrevelfærd. Nærværende projekt forventer at:

1) Give medier, politikere m.fl.  retvisende data for pattegriseover-levelsen inden for økologisk griseproduktion.

2) Identificere tiltag som vil bidrage til en fremadrettet reduktion i antallet af pattegrise, som dør inden fravænning.

3) Forbedre brandingen og bæredygtigheden af den økologiske griseproduktion.

Forventede resultater

De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside: 4. kvartal 2025. Projektets resultater stilles gratis til rådighed.

Projektresultater 2025

Tilgår