Økologiske grøntsagsfrø nu - og i fremtiden
Introduktion
Projektets formål er at fremtidssikre udbuddet af økologiske grøntsagsfrø til brug i Danmark i rette kvaliteter, sorter og mængder, frem mod EU’s økologiforordnings mål om 100 % økologiske frø fra 2037.
Vejen dertil indebærer en række målrettede indsatser, hvor hele branchen af frøproducenter, avlere, nationale specialistgrupper og myndigheder, både nationalt og i EU, på forskellig vis må bidrage til en øget produktion og anvendelse af økologiske frø.
Projektet består af 2 arbejdspakker, der henholdsvis understøtter og iværksætter nationale og internationale indsatser. Aktiviteterne i projektet er planlagt til at forløbe over 2 år for at sikre størst mulig implementering af indsatserne.
I arbejdspakke 1 er der fokus på styrkelse af det internationale netværk. I projektet samles relevant viden og oplysninger om den danske praksis og produktion til deling med det europæiske netværk. Netværket vedligeholdes og styrkes ved facilitering af møder, fordelt over begge projektår, i samarbejde med udenlandske aktører.
I arbejdspakke 2 er der fokus på styrkelse og iværksættelse af nationale indsatser til fremtidssikring af økologiske grønsagsfrø. Projektet vil understøtte arbejdet i specialistgrupper, der har fokus på grøntsager på friland, med input og erfaringer fra udlandet f.eks. Holland, hvor grupperne har kørt med succes i flere år. Der planlægges og gennemføres desuden lokale sortsafprøvninger i udvalgte arter, med udvalgte tilgængelige økologiske sorter hos danske økologiske grøntsagsavlere. Planlægning af sortsafprøvningerne starter i 2025 og sortsafprøvningerne gennemføres i 2026. Sortsafprøvningerne vises frem til demo-arrangementer. Muligheden for en dansk økologisk produktion af grøntsagsfrø undersøges og beskrives. Der søges inspiration fra danske grøntsagsfrøavlere og grøntsagsfrøavlere fra lande med lignende klimazone som i Danmark. Der indkøbes ekstern bistand i 2025 og 2026 fra OJ-Seed og i 2026 desuden fra HortiAdvice A/S eller anden relevant aktør til at bistå med udvalgte opgaver og aktiviteter i projektet.
Projektets resultater formidles til grøntsagsproducenter, landmænd, rådgivere og myndigheder samt øvrige nationale og internationale interessenter løbende gennem projektperioden og ved projektets afslutning.
Projektet forventes at bidrage med en gradvis øgning af udbuddet af økologiske grøntsagsfrø, og der sikres en strategi til at fremme tilgængeligheden og brugen af økologiske grøntsagsfrø, heraf en gradueret udfasning af dispensationer frem mod 2037, hvor målet er at anvende 100 % økologiske frø. Projektet bidrager til at skabe dialog mellem alle relevante interessenter i grøntsagsfrøbranchen, i Danmark såvel som EU, hvor netværket arbejder målrettet med problemstillingen.
Forventede resultater
De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside: 4. kvartal 2025. Projektets resultater stilles gratis til rådighed.
Projektresultater 2025
Tilgår