Struvit – fra spildevand til ressource

Introduktion

Formålet er at mindske det direkte tab af fosfor gennem genvinding og ressourceeffektiv udnyttelse af struvit fra danske spildevandsanlæg som gødning i økologisk landbrug. Projektet bidrager samtidig til den cirkulære økonomi ved at forbedre udnyttelsen af spildevandets næringsstoffer, der returneres til landbrugsjorden, ved at undersøge muligheden for at anvende Struvit som startgødning til fosforkrævende afgrøder.

Struvit er et gødningsprodukt med et højt fosforindhold, som gør det velegnet som startgødning til kartofler, vårbyg og majs, hvor der er god effekt af at placere fosfor (P) ved såning. Projektet er særligt rettet mod at sikre en bedre og mere målrettet P-forsyning i økologisk planteavl, hvor adgang til effektiv, præcis og hurtigt virkende P-gødskning i afgrødernes tidlige vækststadier er begrænset. Projektet er inddelt i tre arbejdspakker. AP1: Indledningsvist foretages analyse, kortlægning af mængde og mulighed for distribution af P-ressourcen i struvit. AP2: Ved at anvende state of the art-metode og ny teknologi til at findele, forsure og opløse struvit, forbedres mobilisering af P og planteoptag af P fra struvit. Metoden gør P umiddelbart plantetilgængeligt, og dermed kan struvit forventeligt tildeles ved placering af en relativt lille P-dosis direkte i afgrøden ved såning og lægning. Udover at sikre en optimal næringsstofforsyning, bidrager projektet til at strække den begrænsede ressource, som struvit pt. er. AP3: Til slut gennemføres afprøvninger og markforsøg med dokumentation af effekten af de udviklede struvitprodukter som startgødning til kartofler, hvor der forventes en god udbytteeffekt af at placere P-gødning ved lægning.

Forventede resultater

De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside: 4. kvartal 2026. Projektets resultater stilles gratis til rådighed.

Projektresultater 2026

Tilgår.