Insektproduktion: en gave til planteavleren
Introduktion
Projektets formål er at fremme ressourceeffektivitet og klimahensyn i dansk planteavl ved at øge, kortlægge og optimere anvendelsen af restprodukter fra insektproduktion som effektiv og recirkuleret gødningskilde og som biocid, der øger specifikke afgrøders modstand mod svampesygdomme. Alt sammen som led i et bæredygtigt og cirkulært kredsløb.
Aktiviteter: Projektet gennemføres i tre integrerede arbejdspakker (AP1-AP3) med fokus på at udvikle og dokumentere anvendelsen af frass og grov fraktion af insektmel som henholdsvis organisk gødning og plantebeskyttelsesmiddel. I AP1 kortlægges muligheder og barrierer for at forarbejde frass til en tør, placerbar startgødning egnet til bl.a. økologisk planteavl. Der udvikles tekniske løsninger og foretages regulatorisk analyse i samarbejde med insektproducenter og brancheforeningen Genanvend Biomasse. Derudover undersøges muligheder for at øge bæredygtigheden i insektproduktionen gennem anvendelse af restprodukter som fodermateriale til larver.
AP1 forventes at munde ud i en syntese om lovgivning, anvendelsesrammer og potentialer. I AP2 gennemføres praksisnære markforsøg med kartofler og vårbyg, hvor forskellige doseringer og formuleringer af frass afprøves. Forsøgene bygger videre på tidligere projekter og skal dokumentere frass’ effekt som kvælstof- og fosfor-startgødning. Der indgår laboratorieforsøg, kontrollerede markforsøg og demoforsøg. Forsøgsdesign justeres løbende, baseret på resultater fra år et. I AP3 undersøges biocideffekt af frass og grov insektfraktion. Tidligere forskning har vist, at bioaktive stoffer som kitin og keratin kan styrke planters sygdomsresistens, men praktisk dokumentation mangler. Der gennemføres litteraturstudier, laboratorie- og markforsøg i samarbejde med universiteter. Studenterprojekter og specialer skal bidrage til metodeudvikling og analyse. Effekten på sygdomsintensitet og plantevækst kvantificeres, og i projektets sidste år kombineres gødnings- og biocidfunktion i forsøg. Projektet gennemføres over tre år i samarbejde med danske insektproducenter, forskningsinstitutioner og branchen, og sigter mod en mere cirkulær og bæredygtig planteproduktion.
Forventede resultater
De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside: 4. kvartal 2026. Projektets resultater stilles gratis til rådighed.
Projektresultater 2026
Tilgår.