Biodiversitet og økosystemfunktioner i skovlandbrugssystemer (BEAT)
Introduktion
Projektets formål er at kvantificere skovlandbrugs effekter på biodiversitet og økosystemtjenester, som et skridt i retningen mod mere robuste landbrugssystemer, samt at udvikle undervisningsforløb til udbredelse af den indsamlede viden til rådgivningsinstitutioner.
Fremtidige landbrugsproduktionssystemer vil blive vurderet efter flere parametre end i dag, herunder klima og biodiversitet. Skovlandbrug kan potentielt forberede landmændene og give dem værktøjer til at opnå gode resultater på begge parametre, men det kræver udvikling af konkrete, præcise og praktiske metoder til at beregne disse effekter. Projektet BEAT vil levere forskningsbaseret viden og instruktioner til at beregne effekten af skovlandbrug i levende hegn på biodiversitet (bestøvere, jordfauna, mikrobiologi og landbrugsjordfugle) og økosystemtjenester (kulstoflagring, afgrødebestøvning, jordfunktionalitet og -sundhed). Det nye ved tilgangen ligger i udforskning og vurdering af, hvordan forskellige biodiversitetskomponenter og relaterede økosystemtjenester reagerer på skovlandbrug og i deres indbyrdes forbindelser.
BEAT undersøger to hovedforskningsspørgsmål: I hvilket omfang påvirker skovlandbrug biodiversiteten af udvalgte organismer sammenlignet med monokulturlandbrug? Hvordan påvirker skovlandbrug vigtige økosystemtjenester? Projektet omfatter fem arbejdspakker. AP1 og AP2 udgør de videnskabelige dele, hvor virkningerne af skovlandbrug på biodiversitet (AP1.2: bestøvere, AP1.3: jordfauna, AP1.4: jordmikrobiologi og AP1.5: fugle) og økosystemtjenester (AP2.1: kulstoflagring, AP2.2: afgrødebestøvning, AP2.3: jordfunktionalitet og AP2.4: jordsundhed) studeres. AP3 udforsker forretningspotentialet ved udvikling og afvikling af kursusforløb rettet mod rådgivere samt direkte rådgivning af landmænd baseret på resultater opnået i AP1 og AP2. AP4 dækker over effektiv styring af projektet, mens AP5 formidler viden fra projektet til fagfolk og offentligheden gennem aktiviteter såsom udvikling af en projekthjemmeside og udbredelse af viden gennem nyhedskanaler.
De effekter, som projektet forventes at bidrage med, omfatter viden, der vil føre til kulstofbinding i jorden og kulstofbinding i træer samt øget biodiversitet i og over jorden i forbindelse med udbredelse af skovlandbrug. Dertil kommer økonomiske effekter for rådgivere i forbindelse med rådgivning af landbrugere i skovlandbrug.
Forventede resultater
De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside: 4. kvartal 2026. Projektets resultater stilles gratis til rådighed.
Projektresultater 2026
Tilgår.