Organic pig diets optimized to reduce C-footprint and enteric methane production (PROCEED)

Introduktion

Aarhus Universitet har et øget fokus på effekten af tildeling af forskellige
typer af fibre på metanudledning fra grisenes fordøjelse. Igangværende
forskning tyder på, at enterisk metanudledning er stærkt påvirket af fibersammensætningen, og fysiske og kemiske egenskaber ved  forskellige typer fibre. Disse resultater er særligt relevante for økologisk
griseproduktion, da økologiske fodermidler ofte indeholder høje fiberfraktioner, og dermed kan øge metanproduktionen sammenlignet
med konventionelle grise. Derfor er det vigtigt at beregne klimaaftryk med kendskab til både foderets klimaaftryk, og hvordan fodersammensætningen påvirker den mikrobielle omsætning i tarmen for
at kunne estimere det reelle klimaaftryk.

På nuværende tidspunkt beregnes grisekødets klimaaftryk primært ved at
beregne foderets klimaaftryk, indtil det er leveret i foderkrybben. Manglende sammenkobling af metanproduktion fra grisen og foderets klimaaftryk medfører, at landmanden i dag ikke kan træffe et kvalificeret
valg, når foderet skal sammensættes optimalt ift. en kommende CO2-afgift. Dette projekt vil skabe grundlag og belyse mulighederne for at reducere klimaaftryk fra økologisk griseproduktion ved at fodre grise med foder, som tager højde for både foderets klimaaftryk og enterisk metanpotentiale.

De overordnede forskningsaktiviteter i PROCEED vil generere:

  1. Ny viden om samspillet mellem fibersammensætning og metanudledning ved anvendelse af økologiske fodermidler.
  2. Etablering af en in vitro model til at simulere fermentering af foderet i tyktarmen til at kunne effektivt og billigt teste forskelle i drivhusgasemissionen mellem foderblandinger på en standardiseret metode.
  3. Udvikling af prædiktionsmodeller for enterisk metan, som tager højde for foderets sammensætning og dyrets vægt.

     

PROCEED vil inkludere de genererede værdier på enterisk metan fra prædiktionsmodellerne i den danske foderstof tabel. For at sikre implementering af resultaterne skal den genererede viden omkring fodermidlernes omsætning i grisen resultere i matematiske modeller og derefter i softwareopdatering af WinOpti, hvor det bliver muligt at beregne det samlede klimaaftryk. Udviklingen af WinOpti vil gøre det muligt at sammensætte foderet, således at dyrenes behov for næringsstoffer opfyldes gennem tildeling af fodermidler med minimalt klimaaftryk samtidig med, at der vil blive taget højde for den kommende klimaafgift på 750 kr./t CO2ækv.

PROCEED vil give mulighed for at påvirke foderets sammensætning i retning mod reduceret klimabelastning. Der forventes en reduktion på 75.303 tons CO2ækv pr. år, når der bliver taget højde for både foderets klimaaftryk og enterisk metanpotentiale, hvilket resulterer i en besparelse på 54% på økologisk griseproduktion i Danmark i år 2028 svarende til 56 mio./år.

Demonstrationsaktiviteter vil vise og formidle, at økologisk griseproduktion kan fodre med et klimavenligt foder og samtidig opretholde produktionseffektiviteten og bedriftens økonomiske bæredygtighed.

Forventede resultater

De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside: 4. kvartal 2025. Projektets resultater stilles gratis til rådighed.

Projektresultater 2025

Tilgår.