Lokalfodring af økologiske grise
Introduktion
Der er i de senere år genereret megen ny viden om foderoptimering af økologiske grise, for at mindske miljø- og klimapåvirkningen fra den økologiske griseproduktion. Selvom viden nu er tilgængelig, så halter det med at få den omsat til praksis og en ny opgørelse viser, at kun hver tredje af de adspurgte små- og slagtegriseproducenter kender deres foderforbrug til trods for, at foder udgør den største udgift. Grunden til at viden fra videnskabelige forsøg ikke er implementeret i praksis skyldes højest sandsynligt udfordringer med, at viden fra forsøgene ikke er blevet sammenholdt og omsat til noget, som umiddelbart kan omsættes til praksis.
Formålet med nærværende projekt er derfor, via en systematisk gennemgang af den nyeste og tilgængelige viden, at samle og omsætte viden så den er tilgængelig for landmændene, det gøres ved at relatere til praksis, med eksempler på optimeret fodring af økogrise med lokalt producerede råvarer under hensyn til økonomi, klima og miljø.
Projektet består af to arbejdspakker. AP1 består af en vidensindsamling. Der indhentes viden fra den nyeste litteratur om fodring af økogrise samt fra igangværende projekter. Viden indsamles fra både ind- og udland. AP2 består af en scenarieanalyse. Der opstilles to scenarier på baggrund af AP1. Scenarierne præsenterer foderblandinger, som er optimeret med lokalt producerede ressourcer. Der regnes bedriftsøkonomi på scenarierne og effekten på miljø- og klimabelastningen vurderes ud fra tilgængelig litteratur.
Forventede resultater
Projektets resultater stilles gratis til rådighed for alle virksomheder, der er aktive i den pågældende landbrugs- eller skovbrugssektor eller -delsektor. De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside: 4. kvartal 2024.
Projektresultater
Præsentationer på workshop, møder og konferencer
Fodring af økologiske søer i praksis. Opgjort data fra interview undersøgelse vedr. fodring af økologiske søer i praksis. Indlæg på temadagen for udendørsgriseproducenter.