Udvikling af biodiversitetstjek
Introduktion
Projektets formål er at øge biodiversiteten på landbrugsarealernes dyrkningsflade og de tilstødende randarealer.
Målet er at frembringe den nødvendige viden, redskaber og metoder til efterfølgende, at gennemføre egentlige biodiversitetstjek på bedrifterne. Et biodiversitetstjek vil anvise konkrete tiltag på bedriften, der kan fremme et mangfoldigt og robust landbrugsøkosystem.
Der er en bekymrende tilbagegang i biodiversiteten og de arter, der knytter sig til agerlandet og dets fødekæder. Flere af de arter vi tidligere anså for værende almindeligt forekommende i eller i forbindelse med det dyrkede agerland er nu sjældent forekommende eller helt fraværende.
Et forøget hensyn til den natur, der er tilknyttet vores dyrkningslandskab sættes derfor aktuelt i fokus både i den kommende CAP23 og gennem ESG, som grundlag for landbrugets kreditvurdering. En styrket biodiversitet med fokus på bestemte arter vil dels kunne fremme mere robuste dyrkningssystemer via opformering af nyttedyr, dels understøtte ønskede landskabsprocesser og frembringe flere og bedre biotoper på de økologiske bedrifter.
Projektet indeholder tre arbejdspakker:
AP 1: Udvikling og beskrivelse af biodiversitetstjek. Herunder det faglige indhold og anbefalinger der skal anvendes i forbindelse med afvikling og afrapportering af bedriftsbesøgene.
AP 2: Beskrivelse og udvikling af afprøvning af elektronisk screeningsværktøj, der beregner bedriftens strukturelle status.
AP 3: Udbrede kendskabet til biodiversitetstjek
Forventede resultater
Projektets resultater stilles gratis til rådighed for alle virksomheder, der er aktive i den pågældende landbrugs- eller skovbrugssektor eller -delsektor. De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside: 4. kvartal 2022.