Forspiret korn til økologiske smågrise og fjerkræ

Introduktion

Formålet er at kortlægge mulighederne for at fremstille og anvende tilskudsfodring med forspiret korn som et virkemiddel til øget sundhed og velfærd, højere fosfor- og næringsstofudnyttelse hos økologiske smågrise og fjerkræ. 

Projektet er 2-årigt og indeholder fire arbejdspakker (AP). AP1 er en videns- og erfaringsindsamling om forspiret korn. Her vil der i 2025 blive udført litteraturscreening, kontakt med industrien og afsøgning af eventuelle opmærksomhedspunkter ift. økologireglerne. Denne arbejdspakke er grundlaget for AP2, hvor dyrkningsmetoder skal testes i praksis i Danmark. Første år skal der være fokus på implementering af metoden, mens der i det andet år af projektet skal laves forspiret korn til næringsstofanalyser og fodringsforsøg i AP3. Fodringsforsøgene genenmføres i 2026, hvor der testes både fodring til fjerkræ, men også effekten af forspiret korn på fravænnigsdiarrè hos smågrise. Her tildeles et hold smågrise forspiret korn og deres gødning og produktions-resultater holdes op mod et kontrolhold. Den sidste arbejdspakke omhandler formidling og implementeringspotentiale. Der skal både laves artikler og rapporter om resultaterne fra AP2 og AP3, men også laves en holistisk vurdering af, om det på nuværende tidspunkt er en fordel for husdyrproducenter at anvende teknologien.

Forspiret korn forventes at øge mavetarmsundhed hos økologiske smågrise og derved give en reduktion af fravænningsdiarrè. Udenlandske forsøg med 10% spirer til konventionelle kyllinger øgede tilvæksten, reducerede foderforbruget og forbedrede tarmsundheden. Ligeledes har forsøg med forspiret korn til forældredyr til slagtekyllinger vist sig at øge klækkeprocenten af æggene og gav mere levedygtige kyllinger. Den høje foderværdi af spiret byg skyldes omdannelsen af komplekse forbindelser som følge af naturlige enzymatiske reaktioner, som sker ved spirring som også øget mineral- og vitamintilfængeligheden. Spiringsprocessen kan også øge fosforudnyttelsen hos fjerkræ, hvilket mindsker behov for importeret foderfosfor samt gør det lettere for producenten at leve op til nye fosforlofter til harmoniarealet. Forspirring kan desuden mindske anti-ernæringsfaktorer i bælgsæd, og derved tillade en højere inklusion af lokale proteinafgrøder i foderblanding, så sojaimport mindskes. 

Forventede resultater

De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside: 4. kvartal 2025. Projektets resultater stilles gratis til rådighed.

Projektresultater 2025

Tilgår