Reducering af indvoldsorm

Introduktion

Formålet er at beskrive og anvise løsninger på, hvordan antallet af orm hos æglæggende høner kan holdes på et lavere niveau ved hjælp af ændrede rutiner, øget management og hygiejne på bedrifterne. Målet er at finde metoder til at reducere forekomsten af indvoldsorm hos danske konsumægsproducerende høner. Målet nås ved indsamling - og implementering af viden om hygiejne-, og managementmetoder.

Aktiviteter:

Aktivitet 1: I 2021 gennemføres en vidensyntese, hvor parasitternes biologi og livscyklus, prævalens, behand-ingsmuligheder og skadevoldende effekt beskrives. Dertil foretages et vidensopsamlingsbesøg i udlandet.

Aktivitet 2: Der etableres en forsøgsgruppe bestående af konventionelle og økologiske ægproducenter (ca. 20 i alt), som alle skal besøges af en konsulent for gennemgang af ejendommen og drøftelse af daglige rutiner, rengøringsprocedurer, management, hygiejne, mv.

Aktivitet 3: Datamateriale, indsamlet fra udlandet, fra besøgene hos gruppen af producenter og fra de tidligere resultater fra indsendelse af rutineprøver for overvågning for orm (projekt Sygdomsbekæmpelse, Konsumægsproduktionen), vurderes og sammenholdes.

Aktivitet 4: Ud fra resultaterne i aktivitet 3 sættes der fokus på management- og hygiejnetiltag. De mest effektive managementtiltag implementeres på udvalgte ejendomme, i det omfang det er muligt. De iværksatte tiltag dokumenteres ved ovennævnte igangværende kontrol af ormeæg i gødning.

Aktivitet 5: I 2022 udarbejdes en vejledning til brug for ægproducenter og opdrættere af levekyllinger, som på grundlag af vidensyntesen redegør for den eksisterende viden om indvoldsorm og beskriver de fremkomne management- og hygiejnetiltag. Tiltag, der effektivt kan iværksættes på ejendommene for at nedbringe forekomsten af orm i ægproduktionen.

Effekten af projektet illustreres ved en lavere forekomst af orm i danske konsumægshøner og dermed en bedre dyresundhed og dyrevelfærd, samt en lavere forekomst af orm i det endelige produkt til forbrugeren, ægget.

Forventede resultater

De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside: 4. kvartal 2022. Projektets resultater stilles gratis til rådighed.

Projektresultater

Præsentation / formidling af viden i form af indlæg på workshop, møder og konferencer o.l

Oplæg om indvoldsorm på Fjerkrækongres 2022. På Fjerkrækongres 2022 blev de første resultater fra projektet fremvist. Her var der fokus på ormens livscyklus, branchens screeningsprogram og cases med behandling og varmedesinfektion.

Reducering af indvoldsorm. Præsentation på temadag.

Vejledninger / faktaark / tekniske manualer o.l.

Vejledning til reducering af Indvoldsorm hos æglæggende høner: Med udgangspunkt i ægbranchens screeningsprogram hvor forekomsten af indvoldsorm hos æglæggende høner er kortlagt siden 2017, er der hos en række udvalgte ægproducenter indsamlet viden og erfaring om hvordan forekomsten af indvoldsorm i besætningerne kan reduceres. På baggrund af disse undersøgelser er der udarbejdet en ”Vejledning” om hvordan man ved forbedret hygiejne, smitteforebyggelse og ændret management, kan reducere forekomsten af indvoldsorm i sine høneflokke.

Vejledningen kan ses her i digital udgave, men kan også rekvireres i papirudgave ved henvendelse til Innovationcenter for Økologisk Landbrug.

Hent vejledning