14. februar 2022

OmlægningstjekHalsnæs kommune og Innovationscenter for Økologisk Landbrug indgår samarbejde

Innovationscenter for Økologisk Landbrug har indgået en aftale med Halsnæs Kommune i Nordsjælland om at tilbyde omlægningstjek til kommunens landmænd. Tilbuddet om gratis omlægningstjek lander i landmændenes e-boks i disse dage.

Det er Innovationscenter for Økologisk Landbrug, der foretager omlægningstjekkene, som finansieres af Fonden for Økologisk Jordbrug, og projektleder Jens Peter Hermansen forventer, at de første tjek vil blive gennemført inden for de kommende uger.

”Vi har allerede fået henvendelser fra interesserede landmænd. De får besøg af en landbrugsfaglig økologikonsulent, som sammen med landmanden gennemgår gårdens produktions- og afsætningspotentiale i en økologisk version. Omlægningstjekket giver et godt overblik over, hvad en omlægning til økologisk produktion vil betyde på den konkrete ejendom. Nogle går i gang med det samme, og andre har økologi med i tankerne fremadrettet,” forklarer han om tilbuddet, der er helt uforpligtende for landmanden.

”Interessen for økologiske produkter vokser, og for mange landmænd kan det derfor være interessant at få undersøgt mulighederne for at omlægge sin bedrift til økologi. Dette vil Halsnæs Kommune gerne støtte op om. Øget økologisk drift harmonerer med kommunens mål om at blive grønnere, og det vil understøtte vores status som Nordsjællands bæredygtige fødevarecentrum,” siger Anja Rosengreen, formand for Udvalget for Klima, Natur og Miljø i Halsnæs Kommune i en pressemeddelelse om samarbejdet.

Halsnæs Samarbejde

Projektleder Jens Peter Hermansen, Innovationscenter for Økologisk Landbrug, og Anja Rosengreen, formand for Udvalget for Klima, Natur og Miljø i Halsnæs Kommune.

32 kommuner er med

Gennem de ti år, Omlægningstjek har været en realitet, har 32 kommuner valgt at indgå samarbejde med først Økologisk Landsforening, nu Innovationscenter for Økologisk Landbrug. Samarbejdet med kommunerne er ifølge Jens Peter Hermansen meget frugtbart, og mange landmænd sætter pris på at opleve, at kommunen støtter udviklingen af erhvervet.

En af de landmænd, som omlægningstjekket fik til at springe ud som økolog, er Tonny Rosing fra Slots Bjergby. Det fortæller han om i en artikel i Danske Kommuner.
"Min kone og børn har i mange år sagt, at jeg skulle omlægge til økologi, men det mente jeg ikke, da jeg var bange for, det hele ville gro til i ukrudt. Hvis jeg ikke have fået brevet fra Slagelse Kommune om økologitjekket, var jeg nok aldrig kommet i gang med omlægningen," siger Tonny Rosing i artiklen.

Kontakt

Jens Peter Hermansen

Jens Peter Hermansen, 6197 4910, jeph@icoel.dk

Foel
Luk (Esc)