8. juni 2022, af Linda M. Handrup

Øko-MarkdagLandsdækkende økologisk event er klar til at tage mod gæsterne

Med blot en uge til Øko-Markdag er alle aftaler og forberedelser ved at være på plads. Øko-Markdag 2022 på Erholm Gods er premieren på et samarbejde mellem lokale økologirådgivere, organisationer og Innovationscenter for Økologisk Landbrug om et fælles og landsdækkende arrangement for landmænd og virksomheder i branchen.

Dagen er inspireret af svenske Stora Slätte Ekodag og tyske Öko-Feldtage, der ligesom Øko-Markdag er landsdækkende arrangementer, hvor alle grene af det økologiske landbrug mødes for at udveksle erfaringer og få ny viden.

”Vi har tidligere haft en række mindre økologiske markdage i Danmark arrangeret lokalt af forskellige rådgivningscentre og organisationer. Nu har vi valgt at slå kræfterne sammen og gøre arrangementet landsdækkende. På den måde bliver det både større og bedre end nogensinde. Vi forventer samlet at nå op på 500 gæster i løbet af dagen, og vi glæder os helt vildt,” fortæller Kirsten Holst Sørensen, direktør for Innovationscenter for Økologisk Landbrug.

Økologiens festdag

Dagen vil byde på ny viden via faglige oplæg om og demonstrationer af den nyeste forskning og teknik inden for økologisk landbrug. I Vidensteltet er der faglige oplæg med forskere og specialister, og rundt omkring i stande og på marken vil der være demonstration af både maskiner, teknik og afgrøder.

”15. juni bliver økologiens festdag. Det bliver kæmpestort, og jeg kan love, at der vil være noget for enhver smag, uanset om du er økologisk planteavler eller husdyrproducent. Det er dejligt, at innovationscenteret er primus motor i det brede samarbejde, der står bag arrangementet,” siger Hans Erik Jørgensen, der er formand for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer og bestyrelsesmedlem hos Innovationscenter for Økologisk Landbrug.

Det er gratis at besøge Øko-Markdag

Øko-Markdag finder sted onsdag 15. juni kl. 9:00-20:00 ved Erholm Gods i Aarup på Fyn.

Alle er velkomne, og det er gratis at deltage. Man kan tilmelde sig Øko-Markdag og modtage seneste nyt og programmet for dagen. Indtil videre har gæster meldt sig fra hele landet og fra Sverige. Man er også velkommen til at møde op uden tilmelding.

På Øko-Markdag 15. juni kan du opleve:

  • Videnstelt med oplæg hver halve time med nyt fra forskning og rådgivning
  • Mere end 75 demonstrationsparceller
  • Storparcel med planter fra gartneribruget og fokus på teknik til at passe dem
  • Et stort udstillingsområde med maskiner, ny teknologi, ny viden og rådgivningstilbud
  • Demonstration af robotter og maskiner til strigling og radrensning
  • Guidede ture med udvalgte faglige temaer
  • Madmarked med økologisk mad og drikke
Öko Feldtage Lols Web1

Øko-Markdag er blandt andet inspireret af tyske Öko-Feldtage, hvor alle grene af det økologiske landbrug mødes. Foto: Lars E. Olsen

Kontakt

Lars Egelund Olsen

Specialkonsulent

Ukrudt, gødskning, salgsafgrøder

Luk (Esc)