21. december 2022, af Linda Michelle Handrup

Ny teknologi sikrerbedre radrensning

Ny teknologi er med til at sikre, at landmandens redskaber hele tiden bliver bedre og mere effektive. Særligt inden for radrensere er der sket mange nye forbedringer de seneste år med øget præcision, hvor renseren via GPS- eller kamerastyring kan komme helt tæt på afgrøden. Også når det gælder kapacitet er der sket meget i udviklingen af maskinerne. Det er en stor fordel for landmandens arbejde og udbytte, fortæller Sven Hermansen, der er chefkonsulent hos Innovationscenter for Økologisk Landbrug:

”Med den forbedrede præcision kan maskinerne fjerne mere ukrudt end tidligere, og landmanden kan køre med større hastighed og komme tættere på rækkerne. Samlet set giver det en mere effektiv radrensning og et højere udbytte fra afgrøden. Det er også mindre krævende for landmanden at radrense, når maskinen selv kan stå for en stor del af styringen.”

I mange år har radrensning primært været en økologisk disciplin, men resistente ukrudtsarter og behandlingsbegrænsninger har betydet, at også konventionelle landmænd kigger i radrenserens retning.

”Det gavner både miljø og klima, når ny teknik forbedrer radrenserne, fordi det gør ukrudtsbekæmpelse med radrenser mere konkurrencedygtig i forhold til at bruge kemiske midler for de konventionelle landmænd,” vurderer Sven Hermansen.

Flere af de nye radrensere har også automatisk dybderegulering, der sikrer, at landmanden får den ønskede bearbejdning af jorden, uden at renseskærene går for dybt og får fat i nye ukrudtsfrø, der på den måde kan blive aktiveret til at spire. De moderne radrensere kan fastholde den optimale balance mellem ukrudtsbekæmpelse og afgrødeskade, selv om jordens beskaffenhed ændrer sig hen over bakketoppe og humuspletter i marken.

I Danmark er der flere eksempler på forhandlere af radrensere med noget af den nyeste teknologi på markedet.

Eksempler på radrensere med ny teknik:

Den danske CMN-radrenser

  • Har som noget helt nyt automatisk dybdestyring via ultralyd, der sikrer, at tanden selv regulerer sin dybde og ikke går for dybt i jorden, hvis den er blød eller løs eller varierer mellem ler- og sandjord. Med dybdestyring holder radrenseren en konstant dybde på +/- 1 cm.
  • Har kamerastyring, der er placeret på et flytbart modul udviklet af CMN i stedet for at være integreret i selve radrenseren. Det betyder, at kamerafunktionen kan flyttes og installeres på andre maskiner.
  • Kombinerer S-tand med en ny C-tand, der kun bevæger sig frem og tilbage.
  • Styrerammen er forberedt for gennemgående PTO-aksel, så man f.eks. kan tilkoble en eftermonteret rækkefræser eller andet ekstraudstyr.

Kilde: Claus Nygaard, CMN maskintec A/S

Den hollandske Steketee:

  • Har aktiv redskabsstyring, der kører på hjul, som ikke laver dybe spor. Maskinen kan bruges med kamera/gps og som manuel radrenser med joystickstyring.
  • Har kamerastyring med et eller flere kameraer, der kan genkende farveforskelle med eget Lean-program, som kommer med forslag til, hvilke farver/rækker/afgrøder der skal køres efter.
  • Har integreret netkort, så service kan hjælpe med opsætning hjemmefra.
  • Har infoskærm på Windows-platform, som er nem at finde rundt i.
  • Har samme renser både til flad jord og til kamme, hvor jorden hælder.
  • Har rækkesprøjte, der både kan sprøjte på planter og mellem planter med afskærmning, og som kan kombineres med rækkerenser.

Kilde: Kurt Ødegaard fra firmaet Johs. Mertz A/S

Tre nye modeller fra østrigske EINBÖCK:

  • Alle tre modeller har kamerastyring og sektionsløft, der reducerer afgrødeskade i kiler og foragre.
  • Chopstar TWIN har et renseparallelogram, der kører hen over rækkerne og med de vinklede disk- og L-skær bruges systemet ofte som en ”friskærerrenser”
  • Chopstar VERSO har renseparallelogram, der kører som standard mellem rækkerne, men er udstyret med friskærer disk- og L-skær
  • Chopstar Prime har helt ny opbygning af rensesektionen, som kan opbygges fra en rækkeafstand 25 cm til 90 cm.
  • Chopstar Prime har en kraftig hovedbolt centralt placeret på elementet, der gør det muligt at ændre indstilling på alle skær på én gang. På den måde er det meget smidigt at ændre indstillingen, hvis man skifter afgrøde eller når afgrøden skifter vækststadie

Kilde: Leif Jensen, Yding Smedie & Maskiner A/S

Cameleon:

  • Kombineret radrenser og såmaskine.
  • Er bugseret bagpå og kører på to selvstændige, styrbare hjul i stedet for at hænge i liften. Derfor kan den arbejde med store bredder op til 12 meter, selv om den køres med en lille traktor.
  • Er parallelophængt og bevarer højden uafhængigt af jordens overflade.
  • Holder konstant dybde på renseskærene via parallelogrammer
  • Har GPS i stedet for kamerastyring via en RTK-antenne, der monteres på traktoren og kobles med en repeater på Cameleon. GPS’en styrer renseren via satellit og kan derfor mere præcist finde rækkerne og skelne mellem afgrøde og ukrudt end et kamera, når alt er grønt på marken. GPS’en kan desuden korrigere hjulstyringen på skråninger.
  • Kan overføre data fra såmaskinedelen via RTK-kort til rensemaskinedelen og derfor rense mere præcist.
  • Kan indstille så- og rensedybde via computer i traktoren.

Kilde: Thomas Kjærsgaard, Hammerum ServiceCenter

Denne artikel er skrevet som en del af projektet ”Anvendt teknologi til økologisk planteavl”, der er støttet af Promilleafgiftsfonden for landbrug.

Vårbyg Før Efter Radrenser Lols

Radrenserforsøg i vårbyg. Foto: Lars Egelund Olsen

Kontakt

Sven Hermansen

Chefkonsulent

Næringsstoffer, planteproduktion, regeludvikling

Lars Egelund Olsen

Specialkonsulent

Ukrudt, gødskning, salgsafgrøder

.

.

Projektet er støttet af:

Promilleafgiftsfonden
Luk (Esc)