10. januar 2022

GenerationsskifteNyt år og nye folk på Korsmedergaard

Korsmedergaard, der ligger i Tånum lidt uden for Randers, er nu på nye hænder. Generationsskifte er en svær disciplin, men det er lykkedes for Anja og Claus Østergaard Gravesen at overtage bedriften med sparring fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug.

Vinterfarverne maler landskabet omkring Korsmedergaard. Brune, grå og mørkegrønne toner i mulden, træerne og i naturen omkring. Men hos de nye ejere af gården føles alt lyst. Anja og Claus Østergaard Gravesen overtog den velkendte Randers-gård i efteråret, og nu er det deres tur til at skabe et landbrug. Et landbrug med høns, bær og grønt. Men det har været et hårdt skifte, fortæller Claus Østergaard Gravesen

”Der har været mange registreringer i L&F og i Fødevarestyrelsen. Det har været en ordentlig mundfuld, men heldigvis har vi været to. Det her er en interesse kombineret med hobby, så det er ingen tung byrde for os at knokle, men man skal nok opleve et generationsskifte på egen hånd for at forstå det,” fortæller han.

Fra nytår og frem er det hele deres, og det ser lyst ud, siger Claus Østergaard Gravesen.

”Det er dejligt. 2022 er virkelig et helt nyt år for os begge. Nu er gården vores, og vi ser frem til at bygge den op efter vores tanker og idéer. Der er nogen, der siger, at årene i 30’erne er fede. Nu har vi ramt de 40, og det bliver dem, der bliver fede for os.”

Korsmedergaard har en gårdbutik, og kundelisten er lang. Udvalget på markerne er stort, og der er kirsebær, hindbær, hyldeblomst, solbær, æbletræer etc. Men gården mangler en forpagter til butikken og hele grøntsagsproduktionen på ca. fire hektar jord, da Korsmedergaard ikke er Anja og Claus’ fuldtidsarbejde. Deres drøm er, at alle i Danmark skal kende Korsmedergaard for de gode, velsmagende grøntsager.

”Der skal være grøntsager på Korsmedergaard, det hører sig simpelthen til, og jeg vil gerne beholde det job, jeg har ud over Korsmedergaard,” siger Claus Østergaard Gravesen og fortsætter:

”Man skal gøre det, man er bedst til, og hvor interessen er. Og vi er bedst til det driftsmæssige. Vi har store drømme og ambitioner for gården, og der hører en gårdbutik med frugt og grønt i sæson bare til.”

Parret har købt gården lidt uden Randers sammen med Danmarks Økologiske Jordbrugsfond. De drømmer stort om et sted, hvor folk kommer forbi og køber ind til aftensmaden og oplever et økologisk landbrug.

”Jeg forestiller mig en ejendom med en bred drift med en gårdbutik, som er på dupperne og ved, hvad forbrugerne vil have. Jeg forestiller mig en grøntsagsproduktion på fire hektar. Og så er der hønsene, hvor vi drømmer om forskellige racer og måske forskellige farver æg,” siger Claus Østergaard.

Ambitionerne er høje hos de nye ejere.

”Vi har et forbillede i Fru Møllers Mølleri ved Odder. Vi drømmer om en slagter, der vil have et slagterudslag i weekenden med produkter her fra gården, og en konditor, der vil bage kager med mel, som vi selv har bearbejdet fra markerne. Det er drømmen, men det sker ikke lige de næste par år,” lyder det fra Claus Østergaard.

Innovationscenter for Økologisk Landbrug har gennem projektet Bæredygtigt Generationsskifte bistået Claus og Anja med sparring omkring generationsskifte af Korsmedergaard. Projektet er støttet af Promilleafgiftsfonden.

Kontakt

Jens Peter Hermansen

Jens Peter Hermansen, 6197 4910, jeph@icoel.dk

Promilleafgiftsfonden
Luk (Esc)