15. december 2021

Bedriftsbesøg:26 studerende fra Asmildkloster på besøg hos Månsson a/s

Asmildkloster Landbrugsskole flyttede for en dag undervisningen af 26 unge landmænd, der uddanner sig til produktionsledere, ud af klasseværelset og ind hos det økologiske frilandsgartneri Månsson A/S i Brande. Her fik eleverne indblik i muligheder og udfordringer i produktion og afsætning af økologiske fødevarer og en guidet rundtur gennem maskinhus og værksted, lagre og pakkerier, forsøgsmarker, biogasanlæg og den økologiske ægproduktion.

Undervisningsforløbet var tilrettelagt i samarbejde med Innovationscenter for Økologisk Landbrugs uddannelsesansvarlige, Jens Peter Hermansen.

"Der er voksende interesse for økologi på landbrugsskolerne og blandt de studerende, og med et voksende marked og politiske mål om en fordobling af det økologiske areal bliver der brug for flere økologiske producenter og medarbejdere. Derfor er det herligt at kunne arrangere en faglig dag for et helt hold produktionsledere med interesse og spørgelyst," siger Jens Peter Hermansen efter arrangementet tidligere i denne uge.

Eleverne repræsenterede et bredt udsnit af produktionsgrene og faglige interesser - de fleste af dem med erfaringer fra primært konventionel produktion.

Den økologiske undervisning begyndte i marken og endte på den grønne tallerken, hvor frilandsgartneriets produkter også satte et solidt aftryk: jordskoksuppe pyntet med porre-olie, løg-marmelade og brunkager med hestebønne.

Innovationscenter for Økologisk Landbrug tilbyder kurser og uddannelsesforløb om økologisk jordbrug til alle niveauer af landmandsuddannelsen.

Gule Veste

Kontakt

Jens Peter Hermansen, 6197 4910; jeph@icoel.dk

Jens Peter Hermansen
Luk (Esc)